Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for røde pølser - og en dårlig dag for Anna Mee Allerslev

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Røde pølser. I mere end ti år har landbruget og danske myndigheder arbejdet på at få godkendelse til at sælge varmebehandlet svinekød på det kinesiske marked.

Nu er det endelig lykkedes. Danmark sælger i forvejen frosset svinekød til Kina, men den nye godkendelse betyder, at kineserne fremover også kan få lov at mæske sig i røde pølser, skinke og andre danske produkter. »Vi er verdensmestre i danske pølser og skinkekød.

Det vil middelklassen i Kina selvfølgelig også gerne smage på«, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse. Landbrug & Fødevarer vurderer, at aftalen vil indbringe omkring 250 millioner kroner om året i eksportindtægter.

En dårlig dag for ...

Anna Mee Allerslev (R). For to uger siden konkluderede en advokatundersøgelse, at den forhenværende beskæftigelsesborgmester i København ikke var inhabil i forhold til Øens Murerfirma, som både har udført opgaver for kommunen og for Allerslev privat. Men nu meddeler Københavns Kommune, at man har bedt advokatfirmaet Horten om igen at se på sagen.

Baggrunden er den seneste uges skriverier i pressen. Ifølge BT er relationen mellem Anna Mee Allerslev og ejeren af Øens Murerfirma tættere, end hun har oplyst, ligesom firmaet ifølge BT ikke blot har lavet »noget murerarbejde« på Allerslevs badeværelse, men har stået for en totalrenovering af hendes lejlighed til 1,7 mio. kr.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her