Det ville være skammeligt at sige, at fransk brød – der ufrivilligt har lagt navn til vores franskbrød – er en ringe vare. Da undertegnede for mange år siden boede i Paris, var morgenindkøbet hos den lokale bager i Rue Saint-Martin, skråt over for Centre Georges Pompidou, dagens første opmuntrende oplevelse.
Her vil vi lade kagerne ligge, ja, selv briocher og croissanter, og bare minde om de sprøde baguetter, der stod i store kurve. Der blev bagt mindst tre hold om dagen, så ingen risikerede at skulle bide sig igennem seje skorper. Traditionen sagde dengang, at en familiefar gjorde klogt i at fortære les croutons, det vil sige endeskiverne, inden han kom hjem. Bare for lige at sikre, at familien ikke begyndte at skændes om, hvem der ellers skulle have dem.
