Lyt til artiklen
Jeg voksede op i en lille flække, Buresø, i Nordsjælland i 1980’erne. Jeg byggede huler i skoven med de andre børn fra vejen, kælkede ned ad bakken til søen, legede ’Moster på Fyn’ og lortelegen. Når jeg tænker på min barndom, husker jeg de andre børn, ikke de voksne.
De voksne havde deres verden. Vi havde vores. Der var ikke planer med os eller vores tid. Vi var ikke en del af samfundets konkurrence med det kinesiske marked. Vi havde ikke tests i skolen, højst en diktat i ny og næ. Og alligevel er vi alle sammen vokset op og blevet nogenlunde fornuftige borgere, der kan læse, regne og stave, og som bidrager til samfundet, som det så populært hedder.
