Jeg har for nylig set Det Ny Teaters fantastiske opsætning af musicalen ’The Book of Mormon’, som havde premiere i USA i 2011. Anmelderne har overdænget forestillingen med meget velfortjente roser, men mig bekendt har der ikke været nogen debat om sagen. Det kunne man ellers forestille sig, for musicalen gør tykt grin med mormonerne og deres profet, og så handler den ellers om sex, sex og sex.
Publikum i teatret morer sig til den store guldmedalje, men det kan ikke være rart for mormonerne selv – heller ikke i Danmark, hvor menigheden tæller i nabolaget af 4.500 medlemmer. Deres hellige bog latterliggøres, deres organisation udstilles, og deres profet ydmyges.
Læseren vil kende eksempler på, at den slags kan kalde på stærke reaktioner, men mormonerne har hverken sat Det Ny Teater i brand eller truet personalet med død og ødelæggelse. I stedet tager de opstilling ved udgangen og overdrager alle, som vil tage imod, et eksemplar af den selvsamme bog, som netop er blevet kølhalet på scenen. De er endda klædt præcis som de mormonmissionærer, vi møder i forestillingen, for det er nu engang mormonernes missionsuniform.
Smilende og med et imponerende overskud står de der med rank ryg og giver med stolthed deres åbenbarede sandheder til de musicalgængere, som netop har moret sig over latterliggørelsen af den selvsamme bog. Hatten af for det! Mormonerne vender ikke den anden kind til. De kridter støvlerne, står fast og tilbyder deres religion lige præcis dér, hvor de er blevet gjort til grin, og hvor folk har betalt i dyre domme for at se det.
Religionshistorikeren kommer instinktivt på arbejde: Mormonernes reaktion er ikke tilfældig. De har en lang tradition for at finde sig i latterliggørelse og forhånelse, og der er ikke tvivl om, at de trofaste missionærer under Det Ny Teaters viadukt ser sig selv som arvtagere til en tradition. På samme måde som deres profet, Joseph Smith (1805-44), blev afvist og forhånet, må de selv bære byrden nu. På samme måde som de første mormoner måtte flygte fra forfølgelse, må man finde sig i at være latterliggjort i dag.
Det er en del af deres selvforståelse, at de repræsenterer »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (jf. den hellige tekst ’Lære og Pagter’ 1: 30), og det giver dem styrken.
Ikke desto mindre er det imponerende at opleve denne i bund og grund konfliktafvisende strategi fra mormonernes side. De tager deres myter og teologier dybt alvorligt og stoler så meget på dem, at de benytter dem som modsvar til det underholdningsprodukt, som gør grin med dem.
Lad bare tvivlen komme Gud til godeVi kan forestille os, hvad der var sket, hvis forestillingen handlede om islam, hvad den sagtens kunne. Det ville være den letteste sag i verden at file lidt på enkelthederne for at få det hele til at passe.
Vi ved, hvorfor der ikke er nogen teaterproducenter, der ønsker en opsætning af ’The Quran’, hvor Muhammed har sex med en frø og dør af dårlig mave ligesom hans profetkollega i ’The Book of Mormon’. Nej, det duer ikke.
Motivationen til at give jødedom og den mytologiske Moses en tilsvarende rodbehandling er heller ikke stor. Nazismens spøgelse forhindrer det helt enkelt, selv om de teatermæssige muligheder er der.
Man spejder også forgæves i musicalgenren efter en grovkornet parodi på de kristne religioner. ’Godspell’ (1973) og ’Jesus Christ Superstar’ (1971) var nok stilistiske nyskabelser, men ikke på nogen måde latterliggørende. Tværtimod. Begge musicalforestillinger var positive fortolkninger af kristen mytologi, nærmest teologi i sang og dans. Kunne man trække fulde huse til en forestilling, der lader den basiskristne Jesus (ikke mormonernes udgave) knalde med en frø og dø af tyndskid? Næppe. Tænk bare på de kristne demonstrationer i forbindelse med film som ’Life of Brian’ (1979) og ’The Last Temptation of Christ’ (1988). Altså fik mormonerne fornøjelsen.
6 hjerter til Det Ny Teater: Musicalen 'The Book of Mormon' er et mesterværk’The Bookof Mormon’ er skrevet af Trey Parker og Matt Stone – de samme herrer, som står bag animationsserien om livet i South Park, som publikum enten elsker eller hader. Også her får religion med grovfilen – også Jesus, som virkelig må stå model til en del. Særlige afsnit har også været reserveret Scientology og – naturligvis – mormonerne. Parker og Stone har i flere omgange planlagt at snige Muhammed med i et afsnit, men tv-selskabet Comedy Central har forhindret det.
Kan eller skal vi lære noget af Det Ny Teaters succes? Tja, forestillingen viser på sin egen måde noget om, hvad religion egentlig er, hvordan nye forestillinger opstår, hvordan mennesker manipuleres, hvordan man i religiøse sammenhænge kan tabe og genvinde selvrespekten, hvordan homoseksualitet næsten altid er et anliggende, hvordan nye hellige tekster opstår, hvordan sekter spredes, hvordan der altid er ballade internt i religionerne – og meget andet man kan blive klogere af. Det sker på sjove og groteske måder, men modellen er god nok. Sådan kan det faktisk være.
Men måske kan man også lære noget andet: at vi kommer længst, hvis ikke vi tager religion så pokkers højtideligt. Set udefra er religion bare noget, mennesker tænker, gør og siger. Set indefra er der naturligvis tale om alvorlige sager, men alligevel. Der er nok af selvhøjtidelig, bedrevidende og arrogant religion derude, og så meget desto vigtigere er det at undgå den præmis, som religionerne sætter, og glæde sig, når religionen er relativt afslappet.
Vores eksempel suger os nådesløst tilbage til sagen om Muhammedtegningerne, hvor selvironien blandt de vrede muslimer var minimal, og selvhøjtideligheden stor. Dengang argumenterede jeg for, at man i avisen naturligvis må trykke, præcis hvad man vil, men at man også bør overveje konsekvenserne af de valg, man træffer. Det mener jeg stadig.
En magisk fuckfrø kan kurere aids. Det ved enhver: Vi var med til prøverne på 6 hjerters musicalen 'The Book of Mormon'I tilfældet ’The Book of Mormon’ har man næppe frygtet ambassadebrande og mordtrusler, men man har vidst, at man ville fornærme millioner af mennesker i den nyeste af verdens store religioner. Og sådan må det være, hvis vi vil give plads til satire.
Det samfund, som tillader, at man gør grin med (i dette tilfælde) mormonerne, er det samme samfund, som garanterer deres religionsfrihed. Mormonernes reaktion i København, hvor selvhøjtideligheden blev pakket væk, viser, at de respekterer den sekulære præmis, og det skal vi forstå at anerkende.
fortsæt med at læse
