Jeg går og planlægger en fest. Dem holder jeg et par af om året, og nu er det tid til den første sommerfest.
Det er en herlig ting at gå og glæde sig og udvælge sine gæster og tænke over, hvem man skal huske at præsentere for hinanden, og hvem der måske kunne starte en flirt eller et firma sammen. Sådan en fest har altid en kerne, et dna, som er de nære venner og søskende, som bare skal være der, og som altid binder alt sammen. Derefter arbejder man sig udad i bekendtskabskredsen og forsøger at matche mennesker og bringe forskellighed sammen.
Faktisk er der få ting i livet, der gør mig mere glad end at være værtinde for sådan en gang natteroderi. Det bedste er det øjeblik midt på natten, hvor man står på et dansegulv omgivet af mennesker, man elsker, beundrer eller begærer og mærker, at det her er en nat, som vi kommer til at mindes længe. At festen blev en succes. Eller når man står i køkkenet, hvor festen altid ender, og en ven med strålende øjne spørger, ’hvorfor har jeg aldrig mødt dig før’, og slår armene om en anden ven.
Det er hele indsatsen værd. Det er udgiften værd. Det er rengøringen med tømmermænd dagen efter værd. Det er faktisk nærmest magi.
Så egentlig forstår jeg ikke, hvorfor der ikke er flere, der holder fest. Jeg bliver stort set aldrig inviteret til nogen mere. Kun middage eller ’pigefødselsdage’ med 5-10 kvinder. Mens mændene holder ’herrefrokoster’ (Hvad sker der med kønssegregeringen?) eller går på gourmetrestaurant i samlet mandeflok. Men fællesfesterne, de der vilde og uforudsigelige, lange nætter, er ligesom forsvundet et sted i tågerne og årene med små børn og det mere udmattende natteroderi.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar