Svend brøler som en bjørn, da jeg banker på døren til det kontor, han har fået, efter at han ikke længere er sit partis formand. Det er januar 1993 – og det er første gang, at jeg skal interviewe ham: »Kom ind! Jeg taler lige i telefon«.
Jeg skubber forsigtigt døren op. Der sidder han. Ovre ved skrivebordet, fødderne oppe på bordet, en hvid skjorte, som hænger halvt ud over bukserne, et rødt, løstsiddende strikket slips.
