0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv den vigtige stressdebat et løft

Det store mediefokus på arbejdspres er vigtigt. Men drop forfaldsmyterne, please!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er et stort problem, at debatten om børnefamilier og stress er præget af for mange spidsvinklede historier og misvisende tal.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Masser af mødre og fædre pisker sig dagligt med budskabet ’Jeg knokler for meget, jeg er ikke nok sammen med mit barn, jeg svigter det’. Og en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser, at knap halvdelen af danskerne er overbevist om, at forældre bruger mindre tid på deres børn nu sammenlignet med for 30 år siden.

Samtidig er det blevet en sandhed i medierne, at vi danskere er ved at segne under en omfattende stressepidemi.

Hvor rædsomt. Men heldigvis er billedet langt mere nuanceret.

For det første er det en myte, at forældre bruger mindre tid på deres børn, viser tal fra Rockwoolfonden ifølge A4. Vi er mere optagede af vores børn og bruger mere tid på dem end nogensinde.

Vi skal ikke piske os selv med falske forfaldsmyter om, at vi storsvigter vores børn, og at vi er ved at segne om af stress

Og sådan har det været længe. For snart tyve år siden interviewede jeg barndomsforskeren Ning de Coninck-Smith, som allerede dengang gik op mod myten om de pressede børnefamilier med budskabet: ’Børnefamilier har aldrig været mere privilegerede’.

Her pegede hun blandt andet på, at alt det, som Børnekommissionen havde anbefalet i 1981, og som hun selv havde drømt om, da hun var ung mor i 1980’erne, var realiseret i 1999, da interviewet fandt sted: Fuld daginstitutionsdækning. Længere barselsorlov. Mere fleksible arbejdsgivere. Maskiner, der aflaster arbejdet i hjemmet. Og bedsteforældre, der hjælper mere til.

Og i det nye årtusind er det kun blevet endnu bedre på alle områder, konstaterede hun for få år siden og understregede, at mødre og fædre giver børnene mere opmærksomhed end nogensinde.

For det andet tegnes der i medierne et forvrænget billede af stressproblemerne, konstaterede arbejdsmiljøeksperten og sociologen Tage Søndergaard Kristensen sidste weekend her i avisen.

Han pillede en række undersøgelser fra hinanden én for én og endte med at konstatere, at det reelle billede er, at Danmark i internationale undersøgelser ligger i top eller er blandt de allerbedste, hvad angår »lykke, jobtilfredshed, arbejdsglæde, engagement og lav stress«.

Han konstaterede også, at vi i forhold til arbejdsmiljøet ligger i top vedrørende »indflydelse, udviklende arbejde, godt samarbejde og lav familiekonflikt«.

Konklusionen? At vi afblæser al snakken om pressede børnefamilier og rædselsfulde stresstilstande på jobbet og trækker disse emner ud af medierne?

Nej, det ville være fatalt.

Det er naturligvis et stort problem, at debatten om børnefamilier og stress er præget af for mange spidsvinklede historier og misvisende tal. Det skal der slås hårdt ned på, og her skal vi i medierne rette op. Her er jeg 100 procent enig med Søndergaard Kristensen.

Men det forhold, at vi danskere hellere end gerne diskuterer familie-arbejdslivs-balancen over middagsbordet, og at det fylder meget i medierne, er ikke et problem. Det er en styrke – også selv om vi ikke er ramt af en stressepidemi. Det viser, hvor højt vi som samfund går op i livskvalitet og i, hvordan vores job bedst kan forenes med en god hverdag for os selv og vores børn.

Tærsklen for, hvornår vi reagerer med utilfredshed over familie- og arbejdslivsbalancen, er blevet sænket i de seneste årtier. Der skal ikke meget til, førend vi reagerer med et: ’Det her er utilfredsstillende’ eller ’Jeg vil være mere sammen med mine børn’.

Og det er præcis denne følsomhed over for ubalancer, der slår ud i meningsmålinger og debatartikler og har banet vejen for de forbedringer i lovgivningen, arbejdslivet og familien, som har fundet sted, siden Ning de Coninck-Smith var småbørnsmor i 1980’erne.

Sat på spidsen er vores fintfølende indre stress- og balancebarometer en væsentlig årsag til, at vi ligger i verdenseliten, når det gælder balancen mellem familie og arbejdsliv. Det er også den, der kan forklare, at herboende udlændinge ofte er så imponerede over vores afslappethed.

Vi har fundet vejen. Derfor skal vi fortsætte med at tale og debattere familie- og arbejdslivsbalance – også i medierne.

Men lad os gøre det uden at piske os selv med falske forfaldsmyter om,