Klumme afAnders Jerichow

Seniorkorrespondent

To års fængsel for at klage over sexchikane

Lyt til artiklen

Fængsel i to år for sexchikane. Altså ikke for at begå sexchikane, men for at klage over sexchikane.

Det må da være fake news!

Faktisk ikke. Amal Fathy, en ung egypter – skuespiller og aktivist – lagde i maj en video på sin facebookside, hvor hun fortalte, hvordan hun blev udsat for sex-chikane.

Og så kritiserede hun den egyptiske regering for at svigte sit ansvar for at beskytte egyptiske kvinder.

Nu har hun været for en egyptisk domstol. Den gav hende netop to års fængsel for at »udbrede falske nyheder«.

Amal Fathy er ikke den første til at klage over sexchikane. Sidste år viste en opinionsmåling fra Thompson Reuters, at Kairo, den egyptiske hovedstad, er den »farligste storby for kvinder i hele verden«, rapporterer The Guardian.

I en FN-opgørelse fire år før, i 2013, gav 99 pct. af alle egyptiske kvinder udtryk for, at de havde oplevet en eller anden form for sexchikane.

Ung kvinde får 8 års fængsel for klage over sexchikane i Egypten

Tilbage TIL start. Amal Fathys video er 12 minutter lang. Hun beskriver, hvordan en taxachauffør lægger an på hende på vej til banken.

Og hvordan en politimand i banken taler vulgært til hende, mens han tager fat om sit lem.

Desuden kritiserer hun regeringen for ikke at beskytte kvinder.

To dage efter at hun i maj havde lagt den på Facebook, fik hun tidligt om morgenen besøg af politiet, som tog hende med på stationen, sigtet for at ville skade den egyptiske stat – og for at opbevare vulgært materiale i sit hjem.

Hun er ikke alene.

Det egyptiske sikkerhedspoliti bruger antiterrorlove og undtagelseslove til at bremse både aktivister, systemkritikere, aktivister og journalister, der opfattes som respektløse over for præsident Sisi, der kuppede sig til magten i juli 2013 og siden lod sig vælge til præsident uden at tillade seriøse modkandidater.

Den 33-årige Amal Fathy er et kendt ansigt i Egypten. Ikke alene fordi hun har været skuespiller, men også fordi hun har engageret sig i forsvaret af civile borgerrettigheder og desuden er gift med en kendt menneskeretsaktivist, Mohammed Lofty – leder af Den Egyptiske Kommission for Borgerrettigheder og Frihed. Både han og deres søn blev også taget med på politistationen, men senere løsladt.

Amal Fathy fik to gange et års fængsel – et år for at skade den egyptiske stat og et for at have usømmeligt materiale i sit hjem. Plus en bøde på 3.500 kr.

Det kritiseres rimeligvis af internationale menneskeretsorganisation som Amnesty International og Human Rights Watch, der anklager Sisis myndigheder for at ville lukke munden på journalister.

Amal Fathy »er ikke kriminel og bør ikke straffes for sit mod«, siger Amnesty. »Dette er et uhyrligt tilfælde af uretfærdighed, hvor ofret bliver dømt, mens overfaldsmanden går fri«.

Amal Fathy »er en menneskerettighedsforkæmper og et offer for seksuel chikane, som fortalte sin sande historie til verden og kastede lys på det vitale spørgsmål om kvinders sikkerhed i Egypten«, mener Amnesty, som siger, at Sisi har reduceret sit samfund til et friluftsfængsel.

Sisi-regeringen har netop indført en lov, som gør det muligt at overvåge websider med mere end 5.000 følgere.

Hvis de vurderes at skade den nationale sikkerhed eller Egyptens økonomi, kan regeringen også lukke siderne.

Sisi er en brutal, men svag leder

Det skal ifølge Sisi-regeringen bidrage til at sikre stabilitet og modvirke terror i det plagede samfund.

Men samtidig giver det regeringen en mulighed for at stramme garnet om egyptisk systemkritik yderligere.

Det er allerede forbudt at samle store demonstrationer imod regeringen. Nu bliver det også – endnu – sværere at bruge internettet til at udbrede kritik af regimet.

AmalFathy er også anklaget for at være knyttet til en ulovlig organisation, den såkaldte 6.-April-Bevægelse, der samlede unge til de store demonstrationer imod Hosni Mubarak-regimet i begyndelsen af 2011. Bevægelsen har været forbudt siden 2014.

Så sent som i fredags kritiserede 17 FN-menneskeretseksperter Egypten for at bruge antiterrorlove til at tilbageholde aktivister, der kæmper for kvinders rettigheder og imod korruption, tortur og drab, skriver Middle East Eye.

I deres udtalelse hedder det, at »den systematiske forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere er endnu et vidnesbyrd om, at den egyptiske regering praktiserer nultolerance over for systemkritik, som ofte undertrykkes under påskud af at bekæmpe terrorisme«.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her