Klumme afChristian Heide-Jørgensen

Sportsredaktør

En god dag for Banedanmark - og en dårlig dag for Chris Paul

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Banedanmark. Selskabet får ofte ris for forsinkelser og evigt tilbagevendende sporarbejder. Men nu er der godt nyt. Efter lang tids knoklen og kun 7 års forsinkelse kan togrejsende i Vendsyssel se frem til et nyt og moderne digitalt signalsystem, ERTMS. Systemmet afløser det 106 år gamle togsignalsystem, der trods en opdatering i 1946 længe har lagt billet ind på pensionering.

»Et museum vil jeg ikke kalde det. Det har været en blanding af nyt og gammelt«, siger områdechefen for signalprogrammet i Banedanmark, Janus Steen Møller, til DR Nordjylland. Banedanmark vurderer, at det nye system vil halvere antallet af fejl, der giver forsinkelser på togdriften i dag. ERTMS skal efter planen være i drift i hele landet i 2030.

En dårlige dag for ...

Chris Paul. Et godt slagsmål kan gøre ondt i økonomien. Rigtig ondt, hvis man er en feteret amerikanske stjerne. Det måtte den tredjehøjest lønnede spiller i verdens stærkeste basketball-liga, NBA, sande, da han kastede sig ind i en nævekamp under opgøret mellem Houston Rockets og Los Angeles Lakers i weekenden.

Selv om ingen kom til skade ved balladen, har NBA takseret udåden til to kampes karantæne – vel at mærke uden løn. Derfor går Chris Paul glip af 3,2 mio. kr. Lakers-spillerne Brandon Ingram og Rajon Rondo fik begge fire og tre kampes karantæne uden løn. Men de slap med hhv. 1,2 og 1 mio. kr. i bøde.

Mon ikke de trods alt finder pengene. Chris Paul får i omegnen af 2oo mio. kr. i løn i indeværende sæson.

Christian Heide-Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her