Jeg har fuld forståelse for, at et politisk parti som Dansk Folkeparti arbejder så målrettet som overhovedet muligt på at udslette sine fjender og etablere en verden, sådan som dets vælgere ønsker, den skal se ud. Det er for Fanden og Frankenstein da meningen med politik. Man er utilfreds med måden, hvorpå tingene er, og derfor kæmper man for, at de skal laves om.
Som Rilke sagde: »Du musst dein Leben ändern«. Nemlig, kammerat. Der er ikke andre, der gør det for dig, medmindre din mor virkelig styrer showet. Derfor er der da ikke noget at sige til, at Alex Ahrendtsen (DF), Morten Marinus (DF) og andre åndsfyrster benytter lejligheden til at træde DR under fode, når chancen sig byder.
For i d’herrers tankegang er ytringsfrihed at forstå som retten til at sige sin mening, hvis den er den samme som deres, mens mennesker med andre holdninger til såvel verdens generelle indretning som kunst og kultur er fejltagende, vildfarne får, der har hjælp behov til at finde tilbage til dydens smalle sti og de rette meningers polstrede paddock.
Så det vil sige, at et flor af unge nederdelsklædte piger, der synger så smukt om, at den danske sang er en ung blond pige, som går og nynner i Danmarks hus – det kan vi godt lide. Vi mærker fugten i øjenkrogen og den lutrende fryd over at være runden af danskens æt i mavsen, og ingensinde skal der krummes et hår på noget sådant.
Intet eksperimenterende
Men er man af den formening, at musik fremført af sorte, lejlighedsvist heroinafhængige, afroamerikanere kildrer trommehinden på lifligste vis og måske øger udsynet og forbedrer blodomløbet ved sin hidsige rytmiske puls, ja da er man helt fra den.
For jazz er jo ikke dansk, vel?
Måske bortset fra Leo Mathisens ’Take It Easy, Boy, Boy’, temaet til Olsen Banden og Svend Asmussens ’June Night’.
Men alt det andet, eksperimenterende, atonale, spirituelt søgende er der jo ingen grund til at forurene æteren og dermed også plagede danske lytteres øren med, ifald de skulle komme for skade at stille ind på det, uforvarende i deres evige jagt på ukendte numre med Richard Ragnvald og Jodle Birge.
Det er for stor en risiko at tage, og derfor skal vi heller ikke have en kanal i DR, der spiller heavy metal-musik. For pokker da nej, skal vi ikke nikke nambo.
Musiker begræder lukningen af P8 Jazz, P7 Mix og P6 Beat: Kanalerne var en vigtig mulighed for at lære ny musik at kendeHårdrockere er notorisk satanistisk sindede samfundsomstyrtere, hvis eneste ønske er at trække alt godt og sandt gennem sølet, så de uforstyrret kan få lov til at tilfredsstille deres trang til at myrde babyer og golden retrievere, mens deres glammende hob af usoignerede, langhårede tilhængere bloter på det skammeligste.
Hvad andet er Ozzy Osborne end et andet navn for gravskændende galning? Det er ikke i orden med alt det larm og pjat, der sendes.
Tag nu sådan noget som fjernsyns-eksportsuccesen ’Vild med dans’. Hvorfor gribes der ikke ind over for det. Der er både rumba og tango, sådan noget eksotisk gøgemøg.
Hvorfor har man vist Trædballehus-polka, hopsasa og den toppede kalkunhøne vintervejen til fordel for trinsekvenser, som åbenlyst er undfanget i hjernerne på skridtkløende, liderlige latinoer med synlig kropsbehåring og alt for stramme bukser. Tag det væk, for dylen da.
Men først og fremmest må det være på høje tid med et alt for længe udskudt indgreb.
Forbyd transmissioner i farver. Gå tilbage til den forståelige opdeling i sort og hvid. Muligvis vil bagedysten lide under, at man så ikke umiddelbart vil kunne skelne en muffin fra en kløbenbolle, og fodboldtransmissionerne vil miste noget af deres spænding. Men til gengæld vil man have genskabt en stor del af charmen ved fjernsyn, som det var i mediets barndom. Det var behageligt fri for nuancer.
På den måde bliver alting meget lettere at forholde sig til. Med os. Mod os. Hvid. Sort. God. Ond.
Så behøver du kun at handle ét sted og aldrig mere tænke dig om.
fortsæt med at læse
