Min kæreste ven. Du har været overalt hele weekenden. Fine, smukke og kærlige omtaler i anledning af krigsfotografens runde dag. Ord, der favner din ukuelige vilje og evne til at give stemme til dem, der ikke kan tale selv. Talerør er for banalt et prædikat, jeg forestiller mig mere, at du står på en bjergtop i strålende solskin med en megafon og skriger ned til alle os andre. Vågn op, for helvede! De fleste vælger at sove videre nede i dalen, så selvfølgelig bander du af os.
50 år alligevel. For en mand, der ikke regnede med at blive 40. Jeg kunne desværre ikke svinge forbi din lejlighed og fejre dig i lørdags på grund af en begravelse, men allerede inden havde jeg tænkt over, at jeg ville skrive et par ord til dig. Helt udmattet efter en weekend med store følelser og eftertanker – hvor min egen far fyldte 80 – kunne jeg ikke klemme ét eneste ord ud af kroppen i går. Men det kan jeg nu. Måske bliver det lidt langt i spyttet. Bær over med mig. Jeg lever trods alt af ordene.
Du trampede ind i mit liv på det sværeste tidspunkt, hvor mange andre trak fødderne til sig. Det er essensen af min kærlighed til dig. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Fattige ord. Min datter Ellen lå fem år gammel dødeligt syg af kræft på Rigshospitalet og var uden immunforsvar isoleret fra omverdenen. Vi så ingen mennesker. Knap nok vores egen familie. Vi boede bare på det hospital og klyngede os hver eneste dag til de små glimt af håb om bedring, alt imens vi forsøgte at placere risikoen for at miste hende langt omme i baghovedet.
Du havde set på et af mine mange lidelsesfulde opslag på Facebook, at Ellen tegnede. Den ene tegning efter den anden. Det var noget af det eneste, hun evnede, med de sparsomme kræfter, der var tilbage i hendes lille krop. Mens jeg sad på stuen hos hende, ringede du pludselig.
