Etikettebogen ’Takt og tone’, der i disse dage runder 100 år, har længe været anset som en lidt ufrivillig komisk sag, hvor pligt har erstattet lyst, og hvor frisind er veget for regelrytteri. Men selv om bogens mange vidtløftige og gammeldags formuleringer bestemt godt kan få nyere læsere til at trække på smilebåndet, er der alt andet end grund til at le af bogens bestræbelser.
Undertitlen på bogen er ’Hvordan vi omgaas’ – og det er netop omgangsformerne, der lægges vægt på allerede fra første færd. Forordet begynder nemlig med denne milde irettesættelse af læseren: »Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig«. Og den fortsætter: »Vær fordringsfuld overfor Dem selv, men ikke over for andre«. Formynderisk eller blot udtryk for sund fornuft? Jeg hælder til det sidste.
Hvis vi virkelig holdt op med at snobbe og vigte os, ville verden være et bedre sted. Den ville også være et sted, hvor det var lettere at være sig selv – få lov til i fred og ro at være den, man er – trods al sexismen, homofobien og racismen, og trods muslimbashingen og udskamningen af anderledes tænkende.
Selvfølgelig indskriver ordene sig i en kontekst, der afgjort hører Emma Gads egen tid til, og hvor klassebevidstheden eller måske snarere klasseopmærksomheden var altdominerende i den sociale selvforståelse. Det var derfor, folk kunne snobbe opad eller nedad, være skidtvigtige og både smiske og bukke og skrabe for de rige.
Men det var også en tid, hvor social mobilitet var blevet en reel mulighed for mange. Derfor var der brug for vejledende anvisninger til, hvordan man omgikkes hinanden. Og det var i første omgang det, som ’Takt og tone’ var – et sæt af anvisninger, som forfatteren stillede til rådighed for dem, der ikke havde den velbeslåede, øvre middel- og overklasses sæder og skikke som del af deres børnelærdom.
Nej, det var folk, som langt hen ad vejen måtte tilegne sig disse sæder og skikke, i takt med at deres nyerhvervede økonomiske, sociale eller kulturelle kapital åbnede dørene til de højere luftlag, hvor omgangsformerne var mere forpligtende, og hvor der var mere på spil rent karrieremæssigt.
Men bogen har med tiden vist sig at være meget andet end blot anvisninger til den sociale mobilitets guldalder, for gennem de talrige betragtninger om selskabslivet og den gode tone for almindelig opførsel lyser en menneskekundskab, som er både inspirerende og værd at tage ved lære af.
For en eftertid står ’Takt og tone’ derfor ikke mindst som et vidnesbyrd om et menneske, der kendte betydningen af at forholde sig imødekommende over for andre. Et menneske, som vidste, at uden den gensidige afhængighed mennesker imellem ville samfundet blive for skrøbelig en størrelse.
I sine anvisninger for, hvordan man bør omgås hinanden, fokuserer Emma Gad blandt andet på den enkeltes færden i det offentlige rum. Og hvad mon hun kunne have at sige om fænomener som f.eks. det tidlige 21. århundredes nethad? Ikke så lidt, viser det sig.
I kapitlet ’Omgangstone og Samtale’ skriver hun: »Jo mere Uhøflighed man møder hos en Modpart, jo stærkere staar man, naar man selv er fuldt ud høflig«. Et andet sted hedder det: »Lad Dem ikke henrive til i Vrede at sige de uoprettelige Ord, der aldrig kan tilgives«. Og et tredje sted: »Søg at bekæmpe opblussende Heftighed og sig Deres Mening paa en stille, men bestemt Maade«.
Såfremt disse kloge råd blev fulgt – også i debatterne på Facebook og andre sociale medier – ville ikke blot had, trusler og nedladenhed, men også sarkasme og ironi være langt mere sjældne størrelser. Og både selvrespekten og respekten for andre ville have bedre kår.
Jeg kunne derfor ønske mig, at folkeskolerne brugte tid og energi på at lære eleverne på mellemtrin og i overbygningen om hendes betragtninger. Og jeg kunne ønske mig, at alle vi andre rent faktisk blev bedre til at efterleve dem.
Henimod slutningen af forordet gør Emma Gad sig lystig over den mulighed, at nogen om »et Par hundrede Aar« finder bogen og læser i den. De vil more sig over den, er hun sikker på. Men samtidig slår hun fast, at der også til den tid vil findes regler for, hvordan mennesker omgås hinanden – de vil blot være anderledes formuleret.
For som hun skriver: »Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte«.
Ikke for ingenting slutter bogen med disse ord: »Man høster, hvad man saar. Jo mere man kræver, jo fattigere bliver man, og jo mere man giver, jo rigere bliver man«. Ja, sådan er det – i debatterne på nettet, i mødet med medpassagererne i morgentoget, i kantinekøen og i hverdagen med familien og vennerne.
Jeg elsker den bog – og håber, at Emma Gads visdomsord bliver ved med at blive læst, forstået og værdsat både i dag og om 100 år.
fortsæt med at læse
