I dag forstår de fleste sikkerhedspolitik som en kamp imod jihadister. Med Sovjetunionens kollaps i 1989 bortfaldt ikke blot truslen om krig mellem stater og pludselig død i atomskyen. Selve truslen fra fjendtligtsindede staters undergravende virksomhed kom til at fylde mindre i vores sikkerhedspolitiske bevidsthed.

Det var gode tider for det globale demokrati. Med en stærk følelse af at vores samfundsmodel havde sejret økonomisk og politisk indledte Danmark sammen med sine vestlige allierede en stigende udenrigspolitisk militæraktivisme i områder af kloden, hvor vi ikke tidligere ville have drømt om at være til stede – fra Balkan til Mellemøsten, Nordafrika og Sahel.