Der er mange gode grunde til, at klimakrisen er endt øverst på listen over politiske emner, der optager befolkningen mest. Den mest åbenlyse er naturligvis, at den er akut. Men hvor er politikerne fra de største partier henne i diskussionen? Tavsheden og manglen på progressiv politikudvikling er larmende.
Det begynder at ligne et monumentalt demokratisk svigt, at der ikke bliver leveret troværdige politiske svar på vor tids mest presserende problem.
Vi har brug for, at politikerne fører ordet i den samtale, der optager flere og flere. Det netop overståede klimatopmøde COP24 viste os, at den grønne omstilling baseret på international konsensus formentlig vil komme for langsomt og for sent.
Alle slags alarmister har derfor kronede dage og flere radikale, risikofyldte scenarier dukker op som løsningen på klimakrisen. De kræver vores og politikernes opmærksomhed, for de rummer væsentlige diskussioner og tankevækkende moralske og politiske perspektiver, som det er nødvendigt at føre en offentlig samtale om.
Disse radikale scenarier forsøger at svare på tidens væsentlige spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi ikke formår at skabe en grøn omstilling af vores samfund i tide?
Chefredaktør rækker hånden ud: Er du klar til at tage klimadebatten, Lilleholt?De mest markante løsninger går under navnet ’geo engineering’. Løsninger, der længe har været omgærdet af et videnskabeligt og politisk tabu. For de moralske og politiske implikationer er mange og omfattende.
Geo engineering foreslår, at vores vej ud af klimakrisen ikke skal ske ved at ændre fundamentalt på vores nuværende måde at leve på, men ved at manipulere med Jordens samlede klimasystem i en hidtil uset grad. Primært ved, populært sagt, at skrue ned for mængden af solenergi, der når planeten. Det kan for eksempel gøres ved at sende svovlpartikler op i atmosfæren. De blokerer solens lys og køler dermed kloden ned. Og det er teknologisk muligt.
Det vil være den ultimative kultivering af vores livsverden, og den endegyldige underkastelse af naturen.
Men det kan også ende med at gøre mere skade end gavn.
De potentielle indgreb er så omfattende, at de reelt vil gøre hele jordkloden til menneskeligt designobjekt
Perspektiverne er svimlende, for med de nye indgreb er det ubetinget første gang, at jordens samlede klima bevidst manipuleres. Et indgreb så omfattende, at det reelt vil gøre hele jordkloden til menneskeligt designobjekt.
Vil det gøre det mindre attraktivt at lave den grønne omstilling, hvis man kan hacke Jordens klima og skabe kunstige vulkanudbrud? Og tør vi gøre det – med risiko for at gøre ondt værre.
Brev til mit barnebarn: Jeg ser dit bitre ansigt forbande mig, fordi I fik nye elbiler, men mistede laksenDet er ikke en fremmed tanke.
Danmark er et af de lande i verden, hvor naturen er mest tæmmet. Vi er verdens næstmest opdyrkede land, kun lige akkurat overgået af Bangladesh.
Årtusinders langsomme bearbejdning af landskabet gennem udvikling af landbrug, inddæmning af land, afbrænding af skove, opblomstringen af industri og bydannelse har fremkaldt det danske kulturlandskab, som det ser ud i dag: et tæt patchwork af marker, byer og infrastruktur med kun små lommer af natur afgrænset i reservater.
Udviklingen har betydet en historisk fremgang i menneskets livsbetingelser skabt gennem naturbeherskelse og teknologi. Det er en del af vores succes som samfund. Den velstand og velfærd, som industrialiseringen gav befolkningerne i den vestlige verden, er og var en civilisatorisk triumf.
Men fremskridtet har som bekendt en dyster skyggeside. Vi er i bund og grund endt som et samfund af kul- og oliejunkier dybt afhængige af en ubæredygtig livsstil baseret på afbrænding af fossile brændstoffer. Med muligheden for at lave klimaregulering i den helt store skala står vi over for en ny æra i vores civilisations historie.
Vi kan blive tvunget til at fuldende modernitetens naturbeherskelse og total-designe vores klima. Det skræmmende er naturligvis, at vi har nok viden til, at det faktisk er et reelt valg.
Men vi har brug for, at politikerne stiller sig forrest i denne diskussion og begynder at præsentere ikke blot ideer, men reelle analyser og løsninger, som vi kan tro på.
fortsæt med at læse
Lad os trække lod og udpege nogle helt almindelige mennesker for at redde klimaet
-
Advokat i retten mod energigigant: »Er det okay, at virksomheder tjener styrtende med penge i 150 år for så at efterlade klimarodet til skatteyderne?«
-
Chefredaktør rækker hånden ud: Er du klar til at tage klimadebatten, Lilleholt?
-
Suzanne Brøgger: Kære efterkommer, I vil vise vejen i klimakampen og genfortrylle verden
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























