Jeg har virkelig glædet mig til at læse Sofie Jamas debutroman. Hun er den næste i rækken af yngre flygtninge, der i romanens fortælleramme kan hjælpe os alle til bedre at forstå alt det, denne generation har på spil.

Yahya Hassan skrev et vildt og voldsomt faderopgør fra ghettoens sorte kerne. Sara Omar skrev et anklageskrift mod tvangsægteskaber og omskæring. De skrev deres sjælsoprivende værker på den smerte, der var forbundet med at løsrive sig fra familiebånd og formørket religiøsitet.

Sofie Jamas ’Et andet menneske, et andet liv’ er helt anderledes. Hun arbejder med den samme grundfortælling, men hun skriver på en interessant flamme af det frisind, vi mindst af alt forventer leveret fra denne fortælleposition. Faktisk vender hun bøtten i vejret på alle vante forestillinger og nedgroede fordomme. Lad os tage tre eksempler:

Sofie Jama skildrer borgerkrigen i Somalia som befrielse fra krigen i familien.

»Borgerkrigen var det bedste, der kunne ske, og begyndelsen på alt«, skriver hun med romanfigurens fortællestemme.

Hun skildrer de onde embedsmænd i Udlændingestyrelsen som gode mennesker.

»Mine kolleger i Udlændingestyrelsen var ikke kyniske eller uempatiske, slet ikke. De var professionelle, men ikke uden hjerter. De var mennesker«.

Hun gør religiøs tvang til en frigørende faktor, når hun skildrer den omskårne, muslimske kvinde som den erotiske, liderlige karakter, der får orgasme af at sutte den af på mænd og glædes over ikke at lugte af urin, når hun dyrker oralsex med kvinder.

»De skærer i os for at dæmpe vores kvindelige begær. Med mig må de have taget fejl. Jeg bliver så nemt liderlig«.

Sofie Jamas roman er ikke skrevet som en replik til alle de uretfærdigheder, en flygtning møder på sin vej. Den er skrevet på det opgør, en flygtning må tage med sig selv. Med litteraturen som drivfjeder forsøger Sofie Jama at forlige sig med det andet menneske, hun er blevet som flygtning, og det andet liv, hun nu lever.

Romanen er et subtilt opgør med fordommene om flygtningen som det vrede unge menneske, der skal gøre op med forældre og religion for at kunne flytte sammen med sig selv i sit nye liv.

Yahya Hassan og Sara Omar blev forsøgt politisk kapret af højrefløjen, der så deres egne fordomme om religiøs formørkelse og social tvang bekræftet af forfattere, der førte pennen fra fjendens egen lejr.

Hvis ’Et andet menneske, et andet liv’ er et opgør med noget, så er det læserens egen forventning om, hvordan en pryglet, omskåret, muslimsk flygtning fra Somalia tænker om sig selv og det land, hun er blevet en del af.

Sofie Jama har ikke skrevet en stor roman, dertil er den for ujævn, men hun har skrevet en roman, der bør gøre stort indtryk på alle, der skråsikkert deltager i den flygtninge- og integrationspolitik, Sofie Jama selv ikke ønsker at være en del af.

Centrum-venstres humanister bør læse den for at indse, at de onde ikke altid er onde. Og højrefløjen bør læse den for at indse, at det frisind, de påstår at beskytte, ikke er en blomst, der alene gror nord for Kruså. Den kan komme helt fra Somalia.

fortsæt med at læse

Sofie Jama tog sin krop og sit liv tilbage:

»Der er nogen, som vil blive stødt af, at en somalisk pige skriver det. Der vil jeg bare sige: ’Ja, og???’«