Klumme afTonny Pedersen

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag

God dag for drengen, som også hedder Trump, og som faldt i søvn - dårlig dag for Amnesty

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Joshua Trump. Den 11-årige dreng fra Delaware var tirsdag inviteret til Washington, D.C., for at overvære præsident Donald Trumps tale om nationens tilstand i selskab med USA’s førstedame, Melania Trump. Hun havde nemlig hørt, at Joshua blev mobbet i skolen, fordi han tilfældigvis deler efternavn med præsidenten, og ville derfor opmuntre ham med indbydelsen til et besøg på magtens tinde. Det imponerede tilsyneladende ikke Joshua, for han faldt ganske enkelt i søvn, mens præsidenten holdt sin brandtale om at bygge mur mod Mexico og bremse ulovlig indvandring. Billeder af den snorksovende dreng deles nu flittigt på de sociale medier, hvor kritikere af præsidenten hylder ham. »Joshua Trump styrer«, jubler en bruger på Twitter, mens en anden skriver: »Joshua Trump, velkommen til modstandsbevægelsen«.

En dårlig dag for ...

Amnesty International. Man skulle måske tro, at den anerkendte organisation ville betragte god omgangstone på arbejdspladsen som en menneskeret. Men Amnesty International er præget af et »giftigt« arbejdsmiljø, hvor mobning, offentlig ydmygelse, diskrimination og andre former for magtmisbrug hører til dagens orden. Det fremgår af en rapport om arbejdsmiljø, som blev bestilt, efter at to medarbejdere sidste år begik selvmord. Undersøgelsen, der blev gennemført af konsulenter fra KonTerra Group, fokuserer på forholdene i Amnesty Internationals internationale sekretariat i London, hvor 475 medarbejdere har svaret på spørgeskemaer, og snesevis er blevet interviewet, skriver The Guardian. Ifølge rapporten risikerer Amnesty, at regeringer og andre modstandere vil bruge oplysningerne om de elendige arbejdsforhold til at bringe hele organisationens arbejde for menneskerettigheder i miskredit.

Tonny Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her