Engang var det den gule fare, man frygtede fra Kina. Så blev det den røde, i takt med at kommunisterne omdannede landet til en folkerepublik. Derpå blev det den økonomiske fare. Og i kølvandet på den er det blevet den altdominerende kontrol og overvågning, som vi gruer for.

Med udsigten til, at den kinesiske teknologigigant Huawei kan komme til at spille en hovedrolle i opbygningen af TDC’s kommende 5G-netværk, er der igen kommet gang i debatten om, hvor meget vi kan overlade til kineserne. Når lande som Australien, New Zealand, USA og Japan har udelukket Huawei fra at udvikle deres 5G-netværk, og når man ved, at Huawei har været mistænkt for spionage flere steder rundt omkring i verden, kan man godt blive bekymret for vores sikkerhed. Tænk, hvis kinesernes pludselig ligger inde med alle vores personlige data og begynder at blande sig i interne sager i Danmark. Det er ikke et tiltalende perspektiv, og det er klogt, at man tænker sig rigtig godt om, før man vælger et tættere samarbejde med Huawei.

Debatten om Huawei ligger i forlængelse af den debat, der konstant kører – helt berettiget i de vestlige medier – om den kinesiske regerings forhold til menneskerettigheder. Seneste fokus har ligget på den muslimske befolkning i Xinjiang-provinsen, der forfølges og indespærres af det kommunistiske regime. Med jævne mellemrum handler det om de ganske få systemkritikere, der er tilbage i Folkerepublikken, og om hvordan de forhindres i at udtale sig, rejse ud af landet og i det hele taget leve frit.

Kina har masser af problemer med menneskerettigheder, og i disse år er vores politikere alt for forsigtige med at påpege problemerne af frygt for at miste gode handelsaftaler. Den kritiske dialog er lagt på hylden i en sådan grad, at man næsten skulle tro, at styret i Beijing kan gøre, akkurat hvad de vil uden at høre den mindste kritik fra Vesten. Det er forstemmende, for det er ikke kun vores egne værdier om frihed og demokrati, vi svigter, det er også den kinesiske befolkning, der bliver holdt i et jerngreb, når det handler om ytringsfrihed og demokratiske rettigheder.

Men det er også ret bekvemt at se sig sig sur på Kina. Det har vi gjort siden 1800-tallet, hvor vi især var sure over, at kineserne ikke ville handle med os. Vi tvang os ind i landet – England og Frankrig gik forrest – og med tiden fik vi opbygget en stor handel, der dog led noget af et tilbageslag med Mao Zedong og kommunisternes magtovertagelse i 1949, hvilket dog blev afhjulpet med de økonomiske reformer siden begyndelsen af 1980’erne.

I USA var man i anden halvdel af 1800-tallet så sure på kineserne, at man indførte love imod dem, fordi man mente, at de kinesiske mænd tog arbejdet fra de andre indvandrere i USA. Med tiden blev den vrede dog mildnet og forsvandt som dug for solen, da de kinesiske immigranter meldte sig til den amerikanske hær under Anden Verdenskrig for at kæmpe mod japanerne, der havde bombet Pearl Harbor.

Kort sagt: Når det har passet ind i Vestens kram, har vi godt kunnet lide kineserne. Så snart de har gjort noget, vi ikke brød os om, eller er blevet for selvsikre, er vi vendt på en tallerken og har gjort alt for at stække dem.

For de vestlige medier er det dejligt bekvemt at fremstille det kinesiske regime som en flok banditter, der er ude på at overtage hele verden. For vestlige medier er det i det hele taget lettest at forholde sig til de store historier, som handler om international politik og økonomi i stedet for at beskæftige sig med emner, der berører kinesernes hverdag.

Det hører til sjældenhederne, at vi ser tv-udsendelser om almindelige kinesere og deres liv. Hører om kunstnere, der er optaget af at skrive bøger, lave malerier eller spille musik. Det skyldes selvfølgelig, at man som journalist går efter konfliktstoffet, men i betragtning af hvor mange historier vi hører om amerikanernes hverdag (tænk bare på hvor velinformerede, vi er om orkaner og snestorme i USA), så er det da påfaldende, at vi sjældent læser eller hører noget om den kinesiske befolknings dagligdag – der er immervæk tale om 1,3 milliard mennesker.

Men det er også svært at forstå, hvad der sker i Kina, for det hele foregår jo på kinesisk, og en varieret dækning kræver, at man er til stede hele tiden. Det orker mange vestlige medier ikke, og derfor er det lettere at ride med på den store globale bølge, der handler om, at kineserne er nogle banditter, som vi kun kan forvente os det værste af. Det bliver bare lidt ensidigt i længden.

fortsæt med at læse

Huawei er en brik i stormagternes kolde datakrig