Jeg bor midt inde i København. Jeg arbejder på Rådhuspladsen, drikker kaffe i Pisserenden og køber ind i Torvehallerne. Mine børn går i en byskole på indre Frederiksberg, og de fleste dage er det tætteste, som jeg og familien kommer på vild natur Frederiksberg Have, Søndermarken eller Søerne.
Mine børn kan gå i panik over myrer og kryb, men navigerer afslappet og sikkert gennem tæt trafik.
Sådan har det været stort set hele mit liv. Jeg gik i gymnasiet ved Nørreport, studerede på universitetet i centrum af byen (det var dengang, der stadig var undervisning inde i byen) og har aldrig haft et job på landet.
I den politiske og samfundsmæssige debat er der en klar undertone af, at det rigtige liv med de rigtige sunde værdier er ude på landet
Jeg har boet hele mit voksne liv i byen, helst så centralt som overhovedet muligt, og når jeg har boet i udlandet, har det været det samme. Manhattan, indre London og Georgetown i Washington. Det er der, jeg befinder mig klart bedst.
Jeg slapper af midt i New York, mens jeg kan få stress af at sidde i en svensk skov. Naturen keder mig hurtigt, jeg får høfeber og rastløshed, mens jeg aldrig får nok af at se på og deltage i det myldrende byliv.
Andre har det anderledes, og fred være med det. Hvis du er typen, der finder ro og livets mening i at se en mælkebøtte gro eller sidde på en sten og holde øje med billerne og edderkopperne, så det er fint med mig.
Hver sin smag, det ene er ikke finere end det andet.
Men sådan er det bare ikke i debatten. I meget af den politiske og samfundsmæssige debat er der en klar undertone af, at det rigtige liv med de rigtige sunde værdier er ude på landet.
Det er derude, det såkaldte Produktionsdanmark findes. Der er derude, langt forbi metroen og S-togs-nettet, at de rigtige danske kerneværdier er groet, og man ligesom kan søge tilbage til rødderne.
Leder man efter genrebilleder af Danmark på nettet, er det altid noget med en bondegård eller måske en mindre landsby, der dukker op. Det er ikke Amagerbrogade eller H.C. Andersens Boulevard.
Og det er ikke bare i Danmark, at det er sådan.
Præcis samme dynamik har man eksempelvis i USA, hvor det er rutine at kritisere og latterliggøre de liberale eliter i New York og San Francisco, mens fanden er løs, hvis man kommer til at sige noget negativt om de gode folk i Iowa eller et andet sted i Midtvesten. Trump har bygget en stor del af sin vælgerbase på raseriet mod byeliterne.
Men det er altså helt tosset.
Sagen er jo, at det er mig, der rent statistisk er den almindelige. Det er mig, der lever et – måske lidt mere udpræget – almindeligt moderne dansk eller vestligt liv.
Mere end halvdelen af den danske befolkning bor i København og de største 30 byer – og omkring en fjerdedel i selve Storkøbenhavn. Og tendensen både herhjemme og ude i den store verden er klar og går kun i en retning: mod byerne.
Det er der intet nyt i, det har været sådan, siden industrialiseringen begyndte i 1700-1800-tallet, og udviklingen er nærmest kun accelereret i de senere år. Urbaniseringen er en såkaldt megatrend, der ikke viser nogen tegn på at vende i den nærmeste fremtid.
Så mens jeg måske udgør et ekstremt yderpunkt med mit hyperurbaniserede liv og hverdag, er det reel