En god dag for
Søren Gade. Den helt store danske stemmesluger ved det nylige valg til EU-Parlamentet får i de kommende fem år, hvad han selv kalder »en fremtrædende rolle« som næstformand for fiskeriudvalget. »Jeg har hele tiden haft fiskeriområdet som min førsteprioritet, når det kommer til valg af udvalgsposter. Det er derfor positivt, at kabalen er gået op, og at jeg nu får en fremtrædende rolle at spille i EU-Parlamentets arbejde med EU’s fælles fiskeripolitik«, siger Søren Gade med 201.626 stemmer i ryggen således til Fiskeritidende. Formand bliver Chris Davies fra Storbritannien, som kommer fra samme parlamentsgruppe som Søren Gade, Renew Europe. Det åbner nye perspektiver, hvis briterne en dag virkelig skulle gøre alvor af exit fra det europæiske fællesskab. Derfor er formand for Danmarks Fiskeriforening også svært tilfreds. »Det er glædeligt, at Søren Gade får en central plads i EU-Parlamentets fiskeriudvalg på et tidspunkt, hvor fiskerierhvervet er under pres fra ikke mindst de grønne organisationer«, siger Svend-Erik Andersen til Fiskeritidende.
En dårlig dag for
Parkschloss Dali. Et bordel i den tyske by Marsberg har i snart et kvart århundrede heddet Parkschloss Dali, men den går øjensynligt ikke længere. Den fond, der administrerer boet efter den spanske maler Salvador Dali, har sendt en klage over bordellet til den regionale domstol i byen Arnsberg, fordi det »krænker kunstnerens personlige post mortem-rettigheder« at være knyttet til virksomhed af den karakter. Inspirationen er ellers til at forstå. Den store surrealist, der døde i 1989 i en alder af 84 år, kaldte således et af sine malerier ’Fragmenter af en scene (bordel)’ og købte i 1972 et champagnebad fra det luksuriøse bordel La Chabanais i Paris. Den tyske bordelejer har umiddelbart stillet sig uforstående over for klagen. »Vi har brugt navnet i 24 år«, siger han til den tyske avis Bild. Alligevel tyder noget på, at bordelfatter tager henvendelsen og et eventuelt medfølgende erstatningskrav alvorligt. I hvert fald viser den nødvendige journalistiske research, at bordellet nu hedder ’Das Parkschloss – Saunaclub, Wellness und Erotik’.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























