Lyt til artiklen
Jeg har en god veninde, der har levet lange perioder af vores fælles ungdom på psykiatriske afdelinger. Det sikre tegn på, at hun ikke tager sin medicin, er, at hun begynder at fable om, at hun føler sig overvåget. Nogen har pillet ved hendes computer eller telefon. Nogen har sat kameraer op, som følger alt, hvad hun gør. Nogen vil fravriste hende hendes dybeste hemmeligheder, så de kan kontrollere hende.
Dengang i 1990’erne, da hendes sygdom tog fart, gav det anledning til mange gode grin. Når hun var vel ude på den anden side af en sygdomsperiode, lo vi en befriet latter sammen og morede os over alle hendes vrangforestillinger. »Ha ha … tænk, hvor mange tosserier min hjerne kan finde på«, sagde hun.
