En god dag for ...
Dødsjov irer. Shay Bradley, der i weekenden blev begravet i Kilmanagh i Irland, gav sine efterladte noget af chok, efterfulgt af et godt grin, da han pludselig talte til dem fra graven. Da kisten blev sat i jorden og sækkepiberne tav, kunne begravelsesgæsterne høre bankelyde og hans stemme, der sagde: »Luk mig ud. Det er skidemørkt herinde« på en lydoptagelse. »Hvor fanden er jeg henne?«, fortsatte han. »Er det en præst, jeg kan høre? Det er mig, Shay«. Da chokket havde lagt sig, brød de fremmødte ud i latter, for de kunne konstatere, at Shay Bradley havde dyrket sin forkærlighed for practical jokes til det sidste. Den 62-årige tidligere soldat havde været syg i flere år og havde planlagt sit sidste stunt sammen med nogle få af sine nærmeste, skriver Sky News.
En dårlig dag for ...
Stendød diktator. Familien til Francisco Franco (1892-1975) kæmper stædigt for at redde, hvad der måtte være tilbage af hans navn og rygte. Til slægtningenes fortrydelse vedtog det spanske parlament sidste år, at hans grav skal flyttes fra hæderspladsen i De Faldnes Dal til en kirkegård i Madrid. Familien har forhalet flytningen flere gange, men højesteret har givet grønt lys for projektet. Nu forsøger familien sig med endnu et desperat træk: Den kræver, at regeringen lader afholde en fuld militær begravelse for ham, når han flyttes. Slægtningene mener altså i ramme alvor, at man i 2019 skal affyre kanonsalutter, stille med æresgarde og afspille nationalmelodien for den fascistisk inspirerede diktator, der holdt Spanien i et jerngreb mere end 35 år. Helt ærligt!
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























