Jeg elsker Bakken. Jeg elsker lugten af svedent gummi fra radiobilerne, lyden af hvinende børn i frit fald fra TårnGyset, og lykken over frit valg fra øverste hylde i tombolaen. Jeg elsker den tatoverede overarms drøn mod boksebolden, de forskræmte blikke på vej ud fra Spøgelsestoget; stjålne kys under farvede lamper.
Bakken har været åben i en uge, jeg har allerede været der tre gange, og heldigvis har vi en lang dansk sommer i vente. Jeg kommer på Bakken med vores børn, indimellem dem alle tre, men for det meste alene med vores søn på 10 år. Om de plager? Ofte når jeg at spørge dem, før de når at plage mig for at cykle derop.
