Det franske satireblad Charlie Hebdos beslutning om at genoptrykke de danske Muhammed-tegninger i forbindelse med retssagen mod terroristerne, der dræbte tolv og sårede elleve andre på bladets redaktion i 2015, fik ikke mange ord med på vejen i Danmark. Nyheden blev bragt, men ellers var det kun få, der skulle nyde noget. Set i det lys døde de myrdede tegnere og redaktører forgæves. Vi dukker os i puslingelandet, moraliserer mod bagateller og håber, den islamistiske vrede blæser over, og når man nu ved, hvad den kan finde på, er det så ikke også mest fornuftigt ikke at fremhæve sig selv som terrormål?
På Rådhuspladsen, hvorfra denne avis udgives, har vi været terrormål, siden Muhammed-tegningerne blev offentliggjort i Jyllands-Posten i 2005, og det skal retfærdigvis nævnes, at JP, som den eneste avis, skrev en leder i anledning af Charlie Hebdos genoptryk og retssagen i Paris, og at Politikens Michael Seidelin har fulgt op på sagen på fremragende vis.
En avis kan man beskytte med diverse sikkerhedsforanstaltninger, og tak for det. Men hvad skal vi stille op mod tidens anden store trussel mod ytringsfriheden? Jeg hentyder til den fornærmelses- og krænkelseskultur, som de senere år er blæst til Europa fra USA, hvor adskillige mindretal fører en stadig mere aggressiv identitetspolitik.
I Europa, herunder Danmark, har den helt særlige måde at tale om tilværelsen på, som amerikanerne har fostret, slået rødder særligt i yngre, akademiske kredse. Man har overtaget en radikaliseret tænkning og en tilhørende sproglig puritanisme, som er udsprunget af det amerikanske samfunds voldelige virkelighed, og bruger den nu uden at skænke det en tanke, at Danmark er helt anderledes skruet sammen end USA. Apropos tegninger: For nylig droppede selveste The New York Times helt at bringe satiriske tegninger, efter at en enkelt tegning, blev beskyldt for at være antisemitisk. Hvilket enormt nederlag for retten til at ytre sig frit.
Professor Ole Wæver fik for nylig ørerne i den identitetspolitiske maskine, fordi han havde anvendt teori som er ’metodologisk hvid’. Den arme mand havde simpelthen tilladt sig at bruge metoder og pointer, som gennem tiden er udviklet af teoretikere, hvis hudfarve er hvid!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar