Cancelkultur, der bryder med folk, hvis holdninger anses for uacceptable, er ingen nyskabelse. Den kultur har været den fremherskende lige så længe, som tænkere i ord eller handling har fremlagt synspunkter eller viden, der ikke faldt i god jord hos dem, der havde magt til at lukke munden på deres fjender. I den forstand er den nidkære cancelkultur på nogle universitetsinstitutter knap nok en krusning på historiens oprørte oceaner af cancelkultur i sin dødbringende version.
For en uge siden lovede USA’s præsident jublende vælgere at fyre dr. Anthony Fauci, verdenskendt immunologisk ekspert og med i Det Hvide Hus’ indsatsgruppe mod covid-19. Siges skal det, at Trump ikke har gjort meget brug af Faucis viden. Det vil snart have kostet en kvart million amerikanere livet, og flere vil følge.
For præsidenten og hans tilhængere er viden, lærdom og indsigt, ja, sandhed i bred forstand, uønsket formynderi. Det går så vidt, at New England Journal of Medicine, et førende fagtidsskrift, i oktober i en ledende artikel advarede vælgerne mod regeringens »farlige inkompetence«. »Sandheden er hverken liberal eller konservativ«, skrev fagtidsskriftet og pegede dermed på det altafgørende tredje standpunkt i valgkampen: at en demokratisk offentlighed må være oplyst for at kunne vælge.
Ledelsen af en schweizisk sammenslutning af faghistorikere, Geschichte der Gegenwart (Nutidshistorie), skrev i sidste uge til sine medlemmer og offentligheden, at USA i dag sætter spørgsmålstegn ved videnskabeligt påviste sandheder og anser kulturhistorisk forskning for irrelevant og farlig for traditionelle værdier og vedtagne sandheder. Nødvendig kritisk tænkning er truet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar