0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jes Stein Pedersen: Hvilken dag er det egentlig i dag?

Det er et paradoks, men Uroen, som også er en del af mig og min familie, har skabt en ny form for ro, som jeg holder af.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Strandparti ved Kongsøre Skov. Foto: Jes Stein Pedersen

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I et dagbogsnotat fra 1949 skriver Martin A. Hansen om kystlinjen ved Issefjorden ud for Kongsøre Skov: »Det så simpelthen ud mere som Historie end Natur«.

Jeg var der for nylig, og det gør det stadig. De gamle, knortede ege, nogle af dem med afbarkede, krøllede grene, der læner sig ud over den tilfrosne fjord, den rolige strand, langdyssen på bakkedraget, der mangler de sten, som gennem tiden er skredet ned ad skrænten. Det samlede syn bød på en helt særlig danmarkshistorisk evighedsfornemmelse, som syntes at fortrænge alt andet. Jeg tænkte ikke, så bare. Tog det ind og mærkede den særlige glæde, man kan føle ved pludselig at støde på dette sjældne: uforanderligheden.

Sådanne oplevelser er enestående. Jeg bor uden for storbyen og i nærheden af skov og krat og støder aldrig på uforanderligheden der, og det ville måske også være for meget forlangt.

Træerne står, hvor de plejer, fuglene kvidrer, som de har for vane, jeg hører musvågen over træerne, og det er løbetid for både hunde og joggere uden mundbind. Alt er sådan set, som det skal være. Men toget, der skærer sig igennem skoven, ser stadig næsten tomt ud, og suset fra bilerne på Kongevejen er stadig for lavt i forhold til, hvordan det lød, da samfundet ikke var sat på vågeblus. Selv når naturen er mest påtrængende, skyder bevidstheden om den historiske situation, vi befinder os i, sig frem. Her er ingen uforanderlighed, tværtimod, men også her vinder Historie over Natur.

Dengang forfatteren Jacob Paludan gik tur med sin hund i den samme skov som jeg, sørgede han efter sigende altid for at få en god vandrekæp med sig hjem. Ikke fordi han gik dårligt, men fordi den skulle i kaminen på kolde dage. Jeg gør det samme, når jeg går tur med min mobil. Finder mig en kæp, som jeg kun sætter fra mig, når jeg sætter mig et sted for at tjekke dagens tal, og om der er kommet nye mails og mutationer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter