Jeg har aldrig vidst, at mennesker tilbringer tid på Nationalt Videnscenter for Demens med det formål at samle lommeuld. Eller er der mon finere forklaringer på den skråsikre foragt, der spreder sig på sociale og andre medier, når vi for tiden taler grimt om en gammel dame?
Foranlediget af et interview med Ghita Nørby, der åbenbart altid er god for lidt ballade, rykker fjolser igen og igen ud med diagnoser af den alderdom, der viser sig at være så provokerende. Flere føler sig klar til at søge opmærksomhed ved at udstille hende. Og klar til at håne kvinden, der nu skal kendes som diva og dement. Fordi hun ikke under os en luns af minder; fordi hun ikke mener, det rager os, hvordan hun har klaret sig i mørke stunder; og fordi hun synes, det er idiotisk at forlange indblik i tanker om døden, i det øjeblik hun sidder på en klapstol foran Det Kongelige Teater.
