Telefonen ringede engang i midten af 1970’erne. En ung stemme spurgte, om jeg kunne tænke mig at undervise ham og hans kammerater. De var elever på Det Nødvendige Seminarium, havde linjefag i dansk og ville vælge islændingesagaer som emne.
Tvind var så småt blevet offentligt kendt, mest for det gode. Der gik rygter om en særlig pædagogik, som jeg hellere end gerne ville stifte bekendtskab med. Jeg sagde ja tak og fortrød det aldrig.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























