Under de seneste års (!) nedlukninger, aflysninger og generel uvished har jeg haft meget lave forventninger til mig selv. Det føltes som en slags livsparentes. Tid, hvor det på mange måder var rigelig indsats bare at være.
I dag ophæves restriktionerne med stor fanfare, og alle gør klar til at vende tilbage til normalen. Men jeg må sige, at jeg næsten er lidt vemodig. Ikke for maskerne, pressemøderne, respiratorpanikken og den generelle utryghed. Men for livsparentesen.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

























