Det sker sjældent, at politikere når til tops i sportens verden, eller at sportsudøvere når til tops i politik. Til gengæld er der bred enighed om, at sport og politik er svært at adskille. Historien er således fyldt med eksempler på, hvordan sport og politik sammenblandes. De mest kendte eksempler er terrorangrebet ved OL i München i 1972 og det statsstyrede russiske dopingsystem. I øjeblikket diskuterer vi i særlig grad afholdelsen af VM i Qatar og vinter-OL i Beijing.
Alligevel er det stadig almindeligt at høre det slidte argument om, at man ikke skal blande sport og politik. Interessant nok meget ofte fra politikere, idrætsorganisationer og sportsudøvere. Her kan man let få den tanke, at man selv vælger, om sport og politik skal blandes, alt afhængig af den interesse, man har.
