Den helt stramme definition af løgn er et udsagn, der fremsættes mod bedre vidende, og som har til formål at få modtageren til at tro på udsagnet, som var det en sandhed. Så er der ’usandheden’, som er den lidt mere upolerede og lemfældige omgang med sandheden. Dertil kommer underkategorierne ’vildledning’, ’manipulation’ og den gode gamle ’talen udenom’, som mange politikere også mestrer. Der er det mere flagrende og fluffy ’vælgerbedrag’, og så er der ’spin’, hvor argumenter eller fakta doseres på en måde, så det er en specifik kontekst, der afkodes.
Immanuel Kant har defineret det amoralske i løgnen, og hvordan den er i strid med menneskets medfødte ret til at træffe frie valg. Han mente, at mennesket i sin etik er nødsaget til at formulere nogle love, der gælder os alle, og definerede derudfra det kategoriske imperativ, der siger, at man altid skal handle sådan, at grundlaget for det, man gør, er det samme, som vi mener andre bør handle ud fra i samme situation. Det er derfor også her, vi finder svaret på, hvorfor det bliver ekstra penibelt, når en politiker lyver.
