Jeg har altid været fascineret af den tilsyneladende tilfældige måde, erindringen fungerer på. Skelsættende begivenheder i mit liv er nærmest pist væk, mens tilfældige øjeblikke er indkapslet som i rav. Vil den kop kaffe, jeg sidder og drikker, blive en kop kaffe, jeg husker, fordi morgenlyset falder ind i stuen med et usædvanligt gyldent skær, og jeg er ekstra modtagelig efter en nat med sparsom søvn? Langt mere sandsynligt vil den blive opløst i den endeløse række af andre glemte kopper kaffe.
Marcel Proust huskede den gamle verden med et moderne tilbageblik, da først duften af en madeleinekage dyppet i lindete havde ramt hans sensible næse. I virkeligheden er bogens anden nøglescene nok så central. En pludselig ubalance på skæve brosten forskyder sent i værket Marcels perspektiv og åbner en dør ind til forgængelighedens og forfængelighedens makabert støvede teater.
