For godt 10 år siden forlod jeg formandsposten i Dansk Socialrådgiverforening (DS) med en kæmpe kniv i ryggen – sjusket, men demonstrativt placeret af min efterfølger. Der er koldt på toppen, som man siger, og det er ikke kun i fagbevægelsen, man skal passe på sin ryg. Men undervejs i mine otte år i ’fællesskabet’ oplevede jeg en kultur, som bar mere præg af politiske benspænd, mobning og magtdemonstrationer end forsøg på at formulere velbegrundede svar på de spørgsmål, som løbende krævede vores stillingtagen.
Den absolut værste oplevelse, jeg havde undervejs, var i forbindelse med FTF-kongressen i 2009. Et fast punkt på kongresdagsordenen var en drøftelse af formandshonoraret. Forretningsudvalget ville foreslå, at det skulle nedsættes fra 1,65 mio. til 1,5 mio. årligt. I DS fandt vi det stadig lovlig speget, at formanden skulle have ca. 100.000 kr. mere om måneden i honorar, end et gennemsnitligt FTF-medlem kunne opnå i løn. Derfor foreslog vi, at hun ’kun’ skulle have en million om året. Dét var ikke populært.
