I år var den der. Alle betingelser for, at fagbevægelsen kunne få en forrygende 1. maj-fest var på plads. I krisetiden havde fagbevægelsen formået at få forhandlet store, generøse overenskomster på plads og havde fået dem vedtaget med massive, nærmest historisk store flertal. Store bededag-slaget havde FH ikke kunnet redde, men kampen mod afskaffelsen var populær og har efterladt regeringen tydeligt presset. I sidste uge præsenterede den fagbevægelsen for en kæmpe gave i form af forslaget om at indføre en permanent trepartsinstitution.

Så kom livet, eller mere præcist skandalen om FH-formand Lizette Risgaards indrømmede krænkelser, i vejen. Så hurtigt gik det hen over weekenden, at fagbevægelsen ikke havde fået fjernet hendes navn fra plakaterne til 1. maj-fejringen. Triumfen blev forvandlet til det, som fungerende formand i FH Morten Skov Christiansen underspillet omtalte som en »meget udfordret 1. maj«.