Gad vide, om de følte sig taknemmelige ved Solkongens hof. Eller hvad med aztekerne? Gik de rundt og mærkede taknemmeligheden på markederne mellem adobe-husene i den strålende by Tenochtitlan, som Hernán Cortés og hans mænd måbende fik øje på, da de nåede frem til bredden af Texcoco-søen? Værdsatte Montezumas undersåtter det civilisatoriske højdepunkt, de vadede rundt i i ’den femte sols rige’, guldet i bjergene og den udstrakte magt, som spanierne snart efter gik i gang med at vippe fra dem?
Jeg spørger, fordi det slog mig forleden: Tænk, hvis de ikke var. Tænk, hvis de gik rundt på toppunktet af en lang verdenshistories bue og var skidesure og selvmedlidende og sagde ting til hinanden som »jeg tværer dig totalt ud« i de mest åndssvage, pindehuggende metaskænderier om, hvordan nogen havde omtalt hinanden i en tidligere debat oppe i templet, eller hvor de nu havde deres udgave af vores sociale medier.
