Sidste sommer stod det pludselig klart for mig: Jeg er blevet usynlig. Forfatter Sille Kirketerp Berthelsen har gjort sig samme erfaring, fremgik det af hendes klumme i lørdags. Men mens hun begræder det, jubler jeg.
Erkendelsen kom til mig den morgen, jeg tog toget til København med min sommerkjole stoppet godt ned i trusserne. Med røven så godt som bar gik jeg først 1,5 km til forstadens S-togsstation, ventede på perronen, steg på toget, kørte hele vejen til Nørreport i en myldretidsfuld kupe og vandrede ned gennem Fiolstræde. Først da jeg skråede ind over Frue Plads, prikkede en venlig sjæl mig på skulderen og spurgte, om min kjole virkelig skulle sidde sådan.
Først blev jeg flov. Så blev jeg fornærmet over, at ingen havde sagt noget. Hvad er der blevet af solidariteten med de klodsede? Så slog det mig: Ingen har set mig. De har haft for travlt med at se på nogen, der dansede, sang eller skændtes på deres mobiler til at ænse mig, mine blafrende baglår og min blege røv. Heldigt for dem. Og endnu heldigere for mig. Tænk, verden handler simpelthen ikke om mig og ikke om dig og slet ikke om din røv – i hvert fald ikke hvis du har mere end 40 år på bagen. Hvilken frihed.
Da vi fik travlt med at bruge tiden på at gøre os synlige på de sociale medier, blev vi usynlige for hinanden i den virkelige verden. Når man er sammen med skøre katte, japanske kokke, der hakker grønt med verdens skarpeste knive, debattører, der smider nazikortet på de sociale medier, er man ikke længere mentalt til stede der, hvor éns krop befinder sig. Omverdenen forsvinder, éns virkelighed er inde i mobilen.
Jeg begræder det ofte og gerne, men jeg må indrømme, at usynlighed også giver frihed, og samtidig har jeg observeret, at der er opstået en helt ny uforstillet ærlighed i det offentlige rum. Folk, der tror sig alene, blotter sig. De fremkaldes som dem, de er.
I godt et års tid har jeg lyttet, når I tror jer alene på offentlige steder. Når I tror, at alle andre er optaget af deres feed eller berøvet høresansen af deres høretelefoner. Og hvilke perler I serverer. Nogle af jer er endda så venlige at tænde for telefonens højtaler, så jeg kan få hele samtalen med.
Tag f.eks. den fra sidste uges tur mod Køge:
Hun: »Har du glemt, at det er vores bryllupsdag? Er du skideligeglad eller hvad? Du glemte også min fødselsdag sidste gang, remember?«.
Han: »Hvordan fanden skulle jeg kunne huske, at det var din fødselsdag? Vejret var jo totalt godt!«.
Eller den Carhartt-kasket-beklædte 16-18-årige fyr, der tydeligvis talte med en jævnaldrende:
»Jeg var en fucked up digter med random piger, da jeg var ung. De skal ikke plage, de tøser. Jeg kysser ikke«.
Jeg ville elske at læse hans digte. Faktisk sad jeg og overvejede at gøre ham til en karakter i min kommende roman. Lade ham forelske sig i pigen, jeg lyttede til i Høje-Taastrup-toget for nylig. Måske kunne hun give ham lyst til at kysse. Hun var i hvert fald elskelig:
»What? Har jeg vagt i dag?? Nej, det tror jeg ikke! Hva’? Hallo? Hallooo? ... Er du der. Shit ... vi kører gennem en tunnel nu ... jeg kan ikke høre dig. Hallo? ...«. Hun sukkede. Så lagde hun lagde på. Udenfor glimtede Øresund. Ingen tunnel i sigte.
Det er ikke kun unge mennesker, der deler flittigt ud af sig selv. Sidste højsommer kom jeg ved en fejl til at gå ind i stillekupeen. Men det gjorde ikke noget. For folk var på vej hjem fra Springsteen-koncert. På Østerport stod en sølvræv på, og så snart han ramte sædet, ringede telefonen. »Ja, jeg sidder godt nok i en stillekupe, men jeg plejer jo at tage bilen, så lad os bare snakke«, sagde han.
Eller den tydeligt frustrerede kvinde, der ringede til en af sine søskende på vej hjem fra Ikea:
»Ej, hvor er jeg træt af mor. Hun har købt alt muligt lort i Ikea. Jeg har taget toget. Jeg gider ikke køre med hende. Hun tror, andre skal holde tilbage, når hun er i drejebanen (jeg tror, hun mente venstresvingsbanen). Hun bliver så sur, når de dytter og alt muligt. Ja, hun er vel nået ud på motorvejen nu, det er hun heller ikke særlig god til«.
Som barn drømte jeg ofte om at være usynlig. Psykologer kunne sikkert tjene penge til en carport på at analysere den længsel. Men det behøver de ikke, for jeg kan melde, at det er præcis så sjovt, som jeg havde forestillet mig.
fortsæt med at læse
