Det skete igen her til morgen. Mit barn smed sit overtøj i garderoben, og mens jeg hængte det op på knagen i hendes rum, løb hun ind på stuen og blev opslugt af det legende inferno. Jeg listede efter hende, fuldt opmærksom på, at jeg ikke hørte til, men ville alligevel forsøge at få øjenkontakt med en pædagog, en medhjælper, en vikar, så vi med et blik, et nik, en gestus kunne anerkende, at transaktionen var lykkedes. Ansvaret afleveret. Barnet overført. At selv om den 2-årige ikke kan se fidusen i at sige farvel, så er det sådan, man gør. Måske kunne de endda hjælpe hende med det, på samme måde som jeg om eftermiddagen siger: »Ingvild siger farvel nu« og vinker, mens barnet for længst er løbet i forvejen. »Farvel, mor«, var jeg faktisk lige ved at sige, før jeg gik ud af stuen, men det virkede på en eller anden måde endnu mere mærkeligt at sige farvel til sig selv på andres vegne.
Det her er ikke kun en sang om konsekvenserne af pædagogers ringe arbejdsvilkår. Det er meget mere udbredt. I mit lokale discountsupermarked kigger kasseassistenterne ikke op fra båndet, når jeg betaler, og ofte kan det også være det samme, for kunderne har høretelefoner på og fører samtaler med nogen, vi andre ikke kan se. På mit arbejde går jeg rundt og smiler og nikker, og det er maks. hver tredje gang, der kommer noget tilbage. Folk, der hjerter mine opslag på Facebook, ignorerer mig, når jeg vinker på gaden.
