Hvis man nogensinde har været til parterapi, ved man, at det kan være en udmattende og frustrerende omgang. Begge parter kommer med en slet skjult holdning om, at de har ret, og at meget ville være bedre, hvis partneren bare kunne indse sine fejl og forsøge at rette op på dem. Man sidder der i den dybe sofa og kommer med alle sine gode, velgennemtænkte argumenter og kigger håbefuldt i retning af terapeuten – denne neutrale person – som da må kunne se fornuften og rimeligheden i det, man siger.
Problemet er bare, at terapeuten ikke er en dommer. En dygtig terapeut kommer – og det er her, frustrationen let sniger sig ind – det meste af tiden slet ikke ud af busken med sin egen holdning, men forsøger primært bare at facilitere en proces, så de to parter bedre kan forstå hinandens narrativer og derved måske kan komme lettere overens eller i det mindste sænke konfliktniveauet.
