Franske og maliske soldater indtog forleden ørkenbyen Timbuktu, hvis indbyggere havde været udsat for unævnelige rædsler gennem måneders terrorregime. De fanatikere og forbrydere, som havde besat det nordlige Mali (og godt kan vende tilbage), havde også ødelagt en række monumenter, biblioteker og håndskrifter, som var på Unesco's liste over verdens kulturelle arv. Terroristerne mente, at denne kulturarv repræsenterede en moderat islam, som de ville udrydde, ligesom Taleban i Afghanistan i sin tid dynamitsprængte to kolossale buddhastatuer fra 500-tallet. En række sufi-islamiske helligdomme i Timbuktu er med bulldozere blevet jævnet med jorden, og bygninger med bogsamlinger fra Timbuktus blomstringstid i det 14. og 15. århundrede er brændt. Var det måske bedre, om bøgerne var blevet »'røvet' engang under det franske kolonistyre og i dag havde ligget trygt på et bibliotek i Paris? LÆS OGSÅTimbuktus bibliotekarer og historie-elskere snød al-Qaeda Spørgsmålet besvares ikke så nemt, og slet ikke i dag, hvor strømmen går stik modsat. Talrige lande kræver 'deres' kulturarv leveret tilbage. Grækenland, Tyrkiet, Italien, Egypten, Tyrkiet osv. vil have 'deres' altre, friser, statuer og stridsvogne fra alle mulige historiske epoker 'hjem' fra museer og samlinger i England, Frankrig, USA - og Danmark. Glyptoteket har i årevis haft en sag kørende med de nulevende italienere, som mener, at de er de sande arvtagere til fordums etruskere, og Nationalmuseet har uendelige mængder af rigdomme, som ud fra en eller anden logik kunne leveres tilbage til en eller anden aktuel nationalstat. Selv den berømte Parthenon-frise fra Athens Akropolis, hvis hovedpart befinder sig i London, har vi et par flotte og velbevarede dele af i København. Bør de ikke bare tilbage til Grækenland i en vis fart? Til det urolige Grækenland, der ligesom Italien, for slet ikke at tale om Egypten, har økonomisk krise og svært ved at finde ressourcer til konservering og sikkerhed? Men lad os tage et endnu mere dansk og endnu mere aktuelt eksempel: den syriske Hama-løve. LÆS OGSÅTyrkiet går i offensiv for at få kulturgenstande hjem Hama-løven er et af Syriens største, mest værdifulde og mest symbolske kulturelle fortidsminder. Den pragtfulde, 2 meter høje og tonstunge stenløve bevogtede engang omkring 900 f.Kr. et aramæisk palads. Små 3.000 år senere blev løven fundet (i stumper og stykker) af danske arkæologer, der gravede i Hama i 1930'erne. Dyret kom til København, blev restaureret og udstillet i Nationalmuseets 'løvegård' (den nuværende indgangshal).
I ca. 60 år stod løven trygt her, indtil den efter en mellemlanding i Brede kom tilbage til Hama i 1999, hvor den nu er noget af det flotteste, man kan se - ikke kun på Hama-museet, men i hele Syrien. Dygtige danske arkæologer og museumsfolk fik i årene omkring 2000 løven til at indgå i aftalen om Det Danske Institut i Damaskus, og den er i princippet kun deponeret i Hama. I hvert fald er den syriske løve for tiden 'hjemme', men står den trygt og godt? Hama er den by, som den daværende syriske præsident, Hafez al-Assad, i 1982 beordrede bombet for at knuse et oprør med deltagelse af De Muslimske Brødre. Mellem 20.000 og 40.000 mennesker blev dengang dræbt på få dage, og under den nuværende borgerkrig er byen atter hjemsted for voldsomme kampe med tusindvis af døde. LÆS OGSÅSyrien kan miste mere kulturarv end Irak I denne lidelseshistorie er kulturarvens skæbne naturligvis en detalje, men altså den detalje, det drejer sig om her. Museet i Hama har allerede været plyndret, flere genstande er efterlyst af Interpol, og museet risikerer ligesom alt andet i Syrien at blive bombet, brændt eller jævnet med jorden. Store dele af den gamle souk i Aleppo, Syriens nordlige, næststørste by, er allerede gået til grunde sammen med uvurderlige historiske bygninger. Nej, løven står ikke trygt og godt. Vi risikerer at miste den. Jeg mener ikke 'vi danske', men 'vi mennesker'. Vi risikerer at miste Hama-løven, ligesom vi temmelig sikkert havde mistet Parthenon-frisen, hvis ikke en vis lord Elgin havde sejlet den til England; og vi havde mistet Pergamon-alteret og andre pragtfulde mindesmærker fra den græske by Pergamon, hvis ikke de var kommet til Berlin - hvorfra den aktuelle tyrkiske nationalstat nu kræver dem tilbage, fordi datidens græske Pergamon ligger i nutidens tyrkiske Tyrkiet. Timbuktus borgmester, Hallé Ousmani Cissé, sagde forleden til The Guardian om de brændte manuskripter: »Det er chokerende. Disse manuskripter tilhørte ikke blot Mali. De tilhørte verden«. Jeg synes, han har ret.
