Den primitive tankegang, som prægede store dele af den tidligere regering, og hvis visuelle udtryk blev Roald Als’ legendariske hulemandstegning, var ikke mindst tydelig i retspolitikken. Siden 2001 sidder kriminelle i snit 51 procent mere inde, navnlig fordi mindre kriminalitet nu giver ubetinget fængsel. De mange højere straffe har betydet overfyldte fængsler, hvor forråelsen er ekstrem. Desværre forsømte man at gøre noget ved det betændte fængselsmiljø. I stedet for at lære af deres fejl kommer de indsatte småforbrydere derfor ofte ud af fængslet med sår på krop og sjæl og gæld til storforbrydere. Resultatet er, at alt for mange fanger kommer tilbage til fængslerne igen. Staten har rollen som den, der hævner på den enkelte borgers vegne og afsondrer den kriminelle fra hans ofre, i stedet for at være den, som afhjælper hele samfundet med det problem, kriminalitet er. Halvdelen af fængselsbetjentenes tid skal i princippet gå til resocialisering. Men som fængselsforbundet siger: »Al tiden går med at lukke op og låse i og putte flere folk i cellerne«. Kigger man tilbage til dengang, det moderne fængsel blev indført i Danmark, står strafpolitikken i dag tilbage som enestående idéforladt og uambitiøs. Det store skift i dansk retsbevidsthed stammer fra midten af 1800-tallet, hvor man groft fortalt gik fra korporlig afstraffelse til frihedsberøvelse, fra at straffe kroppen til at ændre sindet. De to enorme bygninger, man opførte til formålet i Horsens og Vridsløselille, var blandt de største i hele landet. Fængslerne var tidens vigtigste prestigeprojekter og kronjuvelen i den moderne stats ambition om at opbygge et civiliseret samfund.
Den måde, man behandlede kriminelle på, skulle være målestokken for, hvor veludviklet samfundet var. De nye fængsler var i alt fra arkitektur til behandlingen af fanger nøje gennemtænkt med henblik på at ændre fangerne til slet og ret at blive bedre mennesker. Lidt som med børneopdragelse var kodeordene for de indsattes hverdag ro, renlighed og regelmæssighed. At der blev lagt vægt på renligheden, kan ses ved, at Vridsløselille Forbedringsanstalt, som fængslet sigende hed ved indvielsen i 1859, var det første offentlige sted i landet med træk og slip. Der skulle være fuldstændig ro, og de indsatte var helt isolerede. Hver dag gik de både i kirke og i skole, hvor de sad i store amfiteaterlignende sale med skodder mellem hver indsat. På vej til og fra cellen gik de indsatte med 15 skridts afstand og hovedet drejet til højre, sådan at de aldrig kunne se deres medindsatte.
