Berkan og Fadil siger det bedre end de dramatiske tal, som vi refererer på forsiden af dagens avis. De fortæller uden omskrivninger, at de ærgrer sig over at stå i begyndelsen af 20’erne uden anden baggrund end en tvivlsom afgangsprøve fra folkeskolen. Foran dem er mange år i en kiosk og på en rugbrødsfabrik. Andre i deres situation er arbejdsløse.
Det er bemærkelsesværdigt, at Berkan og Fadil ikke klynker eller giver samfundet skylden. De er bevidste om, at de havde evner til mere. Det er heller ikke, fordi deres lærere, ikke forsøgte at nå dem. Det gjorde de. For Berkan og andre drenge i samme situation blev det på et afgørende tidspunkt vigtigere at klare sig blandt rødderne på gaden end at klare sig godt i skolen. Ambitionen formed Politikens og DR’s samarbejde er at sætte ansigter på skolens evige problembørn: Bbørn af indvandrere, der igen og igen dukker op i uddannelsesstatistikken. Og at stille spørgsmålet, hvad der er gået galt, når problemet bliver værre år for år?
