Idag klokken 9.15 træder tidligere direktør Stine Bosse op på talerstolen på Skolelederforeningens årsmøde. ’At turde’ er overskriften på Bosses oplæg. Det kan for mange skoleledere være en brat opvågnen af to grunde. For det første fordi skolelederne festede i går – og dag to på et årsmøde kan kræve lidt kaffe og danskvand for at komme i gang. For det andet fordi den virkelighed, som danske skoleledere vågner op til i de kommende måneder, for mange vil være langt fra festtalerne om alt det gode, lederne nu kan gøre på skolerne. Ledelse på fremtidens skoler kræver deres mænd og kvinder. Nogle af skolelederne vil tage godt mod opfordringen fra talerstolen om at turde og føle sig bekræftet i, at de er på rette vej. Men der vil også være dem i salen, som tier, hvor deres kollegaer tør. Og som i deres deres stille sind glæder sig til snarlig pension eller overvejer andre exitstrategier. Årsmødet markerer starten på et år, hvor både den enkelte skoleleder og deres arbejdsgivere i landets kommuner kommer under stort pres. Selvbevidst lederforening For at tage feststemningen først. Op til årsmødet har formanden for skolelederne, Anders Balle, i en kronik i nærværende avis sat ord på den nye selvsikkerhed, foreningen udstråler. Skolelederne får efter regeringens lovindgreb større frihed til at lede. Eller større »ledelsesmæssigt råderum«, som det hedder på djøfsk, og som egentlig bare betyder, at skolelederne skal være ledere på en måde, der minder om det, Stine Bosse kender fra erhvervslivet. Skoleledernes styrkede position skyldes, at lærerne ikke længere har en arbejdstidsaftale. Som de fleste andre på arbejdsmarkedet har lærerne nu blot en ramme for højeste arbejdstid. Hvordan og hvor timerne bruges, er op til lederne, som selvfølgelig, hvis de er opgaven voksen, fordeler tiden i samarbejde med lærerne. I Kroniken giver Balle sin støtte til regeringens skolereform og til ledernes styrkede rolle. Og selv om metoden over lærerne ikke var skoleledernes kop te, er det en glad formand, der forsøger at indgyde sine medlemmer mod. Mellem linjerne kan også læses noget om skoleledernes organisatoriske selvbevidsthed. Foreningen er en del af Lærernes Centralorganisation og med fast sæde i hovedbestyrelsen. Men efter konflikten er der nedsat et udvalg, som arbejder for, at skolelederne på længere sigt skal frigøre sig fra lærerforeningen. På den måde markerer Kroniken og årsmødet et vendepunkt. Danmarks Lærerforening førte som bekendt kampagne mod regeringens skolereform og hævdede, at reformen vil føre til heldagsskoler med discountundervisning. Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, har udtalt, at hans syn på skolereformen er det samme. Der bliver ingen ros fra Bondo til Balle i anledning af Kroniken og skoleledernes begejstring over skolereformen. Med til at gøre forholdet anstrengt er, at Skolelederforeningens indflydelse på, hvordan reformen skal implementeres, er stigende, mens Danmark Lærerforening efter forårets konflikt har gjort regeringens ledende politikere gale i skralden. Det koster i forhold til foreningens adgang til politikere og til at gøre sin indflydelse gældende. Efter festen Men et er diskussionen centralt i organisationen og øgede magtbeføjelser på papiret. Noget andet er den rå hverdag, som indtræffer, når skolelederne skal indgyde lærerne den entusiasme og begejstring, som Balles kronik udtrykker. Og som i vidt omfang er en forudsætning for, at skolereformen kan komme godt fra start efter sommerferien. Situationen er forskellig fra skole til skole. Der er skoler, hvor lærerkorpset tager godt imod ønsket om at gøre tingene anderledes og være mere på skolen. Selv om de ikke ytrer sig meget offentligt, er der lærere, som tripper for at komme i gang med længere skoledage, og som gerne vil indrette sig, så forberedelsen til næste dags undervisning sker på skolen i samarbejde med kollegaerne. Men der er også lærere, som finder, at reformen er forkert tænkt og er tromlet igennem. Vreden er især rettet mod politikerne og finder op til kommunalvalget blandt andet afløb i opfordringer til boykot af partier, der stemte for lovindgrebet i foråret. Det vil sige alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten og Liberal Alliance. Men skolelederne går ikke fri af frustrationerne. Der er landet over skoler, hvor stemningen blandt lærerne er på nulpunktet, og hvor nogle reagerer med resignation og modvilje mod reformen. Brug for superledere Det er ikke kun skolelederne, som vågner op til en ny hverdag, når skolereformen skal gennemføres. Det gør landets kommuner også. Kommunernes Landsforening har i årevis brugt lærernes arbejdstidsregler som undskyldning, hvis det ikke lykkes at rykke skolerne. Den undskyldning går ikke længere, og det betyder, at kommunerne skal blive bedre til at ansætte de rigtige skoleledere. Det betyder også, at kommunerne skal finde andre opgaver til de ledere, som ikke kan klare opgaven, som Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen (S), har sagt som del af sin valgkamp. Men vigtigst får den enkelte skoleleder hårdt brug for den kommunale forvaltnings hjælp og støtte, når reformen skal gennemføres. Den hjælp er naturligvis svær at give i en tid med knappe ressourcer, og hvor der samtidig skal laves længere og bedre skoledage. Ikke desto mindre er det en forudsætning for at skolereformen kan gennemføres. ’Der bliver brug for superledere’ lyder en overskrift til en artikel på folkeskolen.dk, som oplister de mange forhåbninger til de skoleledere, der festede i går. Der er et stykke vej endnu, før alle danske skoleledere bliver supermænd og -kvinder. Mindre kan trods alt nok også gøre. Men nogle af de ledere, som tager afsked med hinanden i dag, mødes ikke igen næste år.