Og så held og lykke til udvalget...Med disse ord sluttede uddannelsesminister Morten Østergaard (R) det hastigt indkaldte pressemøde, hvor han onsdag præsenterede sit nye udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser. Held får det syv mand store udvalg brug for. Det har kun godt et år til at give et samlet bud på løsning af den vidtforgrenede uddannelsessektors problemer. For at gøre opgavens omfang anskuelig kan de videregående uddannelser sammenlignes med en bus, som under svære betingelser skal bringe unge godt fra gymnasiet til et arbejde. Bussen var allerede repareret igen og igen med det forhåndenværende søms princip. Regeringen valgte at køre bussen i en bue uden om værkstedet og proppe den med så mange nye studerende, at indiske buschauffører med passagerer på taget ville være misundelige. Efter i to år at have ladet bussen rasle af sted og efterladt en voksende flok af kandidater, hvor arbejdsløshedskøen har været foreløbig endestation, har regeringen altså nu besluttet at sende bussen til serviceeftersyn. Bedre sent end aldrig, kan man sige. Men det gør unægtelig udvalgets opgave vanskelig. Udvalg der rykker Er det så bare endnu et udvalg om videregående uddannelser, som udgiver en rapport, der hurtigt bliver glemt igen? Nej, absolut ikke. Dels har Morten Østergaard allerede i medierne udstukket så mange pejlemærker for udvalgets arbejde, at konklusionerne efter al sandsynlighed bliver legitimering af lovforslag, der allerede i skitseform er i ministerens skrivebordsskuffe. Dels er Jørgen Søndergaard fra SFI valgt som formand. Han kan om nogen løse opgaven og ramme den balance mellem pragmatisme og reformiver, som sikrer, at der følger lovgivning i kølvandet på udvalgsarbejdet. Pejlemærkerne er beskrevet i udvalgets kommissorium som politiske målsætninger. Det er kvalitet, relevans og sammenhæng – alle tre områder, hvor Morten Østergaard igen og igen har kritiseret de videregående uddannelser. Målsætningerne signalerer, hvad de videregående uddannelser har i vente. Kvalitet betyder kort sagt, at uddannelserne skal tage sig sammen. Ministeren er meget påvirket af de studerendes kritik af få timer, dårlig kvalitet i undervisningen og et dødt studiemiljø. Vel vidende, at der er stor forskel fra uddannelse til uddannelse, er nedsættelsen af udvalget endnu et vink med en vognstang om, at der skal ske forbedringer. Fordi sektoren spænder så vidt, er det svært at sætte en klar definition på kvalitet i uddannelserne. Derfor er vurderingen fra kilder tæt på forløbet, at der ikke kommer det helt store ud af det punkt. Til gengæld er der stor spænding om, hvad udvalget kommer frem til, når det gælder relevans. Her tages fat på en kontroversiel diskussion om, hvordan videregående uddannelser skal kobles til arbejdsmarkedet. Eller hvordan det undgås, at studerende, som regeringen har lokket med på uddannelsesbussen, bliver efterladt i arbejdsløshedskøen. Uddannelsesministeren går også her videre end kommissoriet og siger lige ud, at det handler om, at flere kandidater skal sigte mod det private arbejdsmarked. Målet er således klart. Men hvordan skal det nås? Ved kun at lade uddannelser rettet mod det private arbejdsmarked lukke flere studerende ind? Eller ved at lade dele af pengene til uddannelserne afhænge af, hvorvidt og hvor hurtigt de færdige kandidater får job, efter at kandidatgraden er kommet i hus? Det ved vi først, når udvalgets analyse foreligger. Men udvalgets kommissorium giver et klart signal om, at universiteterne skal stoppe med at udbyde alt for fantasifulde uddannelser og fagkombinationer, og at de små fag skal samles på færre institutioner i dag. Det kan mange blive enige om. Spørgsmålet er, hvordan det skal gennemføres, uden at universiteterne vil hævde, at selvstyret er sat ud af kraft. Finansministeriets dagsorden Sidste politiske målsætning for udvalget er svar på, hvordan der kan skabes bedre sammenhæng mellem uddannelser, »så der undgås overlap i uddannelsessystemet, spildtid og dobbeltuddannelse«. Det punkt handler blandt andet om, hvorvidt fremtidens studerende kan regne med at kunne gennemføre en kandidatuddannelse på fem år, når de starter. Eller om nogle af dem må nøjes med en bachelorgrad på tre år for så at lade kommende arbejdsgivere betale for en masteruddannelse, når de har fundet retning på deres karrierevej. Problemet her er igen den propfyldte uddannelsesbus, som regeringen har sat på vejene. Så længe der produceres flere kandidater, end arbejdsmarkedet har brug for, er der ikke efterspørgsel efter en bachelorgrad. Hverken på arbejdsmarkedet eller blandt de studerende. Pengene og de ansatte i det nye udvalgs sekretariat kommer dels fra Uddannelsesministeriet, dels fra Finansministeriet. I forhold til målsætningerne – kvalitet, relevans og sammenhæng – anes den finansministerielle ånd. Østergaard og hans ministerium har med målet om, at 60 procent af en årgang skal have en videregående uddannelse, været dyre i to finanslove. Nu skal Østergaard levere i forhold til at stille krav til det, som Finansministeriet opfatter som den forslugne uddannelsessektor. Udvalget får brug for held. Det gør ministeren og den øvrige regering også, når rapporten er skrevet færdig og uddannelsesbussen skal til serviceeftersyn.