Hvad ville der ske, hvis Jesus i dag skulle kravle fra krybben og klare sig gennem en uddannelse i vor ugudelige tid? Spørgsmålet har karakter af andet end småsnak over julefrokosten. For mens regeringen med skolereform, ny læreruddannelse, SU-reform og kommende reform af erhvervsuddannelserne har nået meget i uddannelsespolitikken, har den stadig ikke svar på, hvordan børn, der fødes i udkanten af velfærdssamfundet, kan gøre sig håb om en uddannelse. Jamen det er netop det, forhandlingerne om erhvervsuddannelserne handler om, vil regeringen sige. Forhandlingerne handler om at lave stærke erhvervsuddannelser og indføre krav om, at eleverne skal have bestået dansk og matematik. Og samtidig lave en fleksuddannelse for de elever, som ikke kan klare de nye krav. På papiret ser det meget godt ud. Men går man tættere på fleksuddannelsens udformning, bliver det hurtigt klart, at den ikke har meget at tilbyde en tømrersøn født i en krybbe i Betlehem. Eller nogen andre for den sags skyld. Uddannelsen er på den måde blevet et monument over regeringens magtesløshed, når det gælder den oplagte mærkesag for en socialdemokratisk ledet regering: Nemlig at give de bageste i uddannelseskapløbet et skub, så de kan klare sig selv. Fra mirakelkur til fiasko Der var store forventninger til fleksuddannelsen, da regeringsgrundlaget blev offentliggjort. Ordene var løfterige: »Til unge, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, skal der indføres en fleksuddannelse med skræddersyede uddannelsesforløb, hvor den unge kan gennemføre moduler inden for ungdomsuddannelser, produktionsskoler og højskoler m.v., der tilsammen skal udgøre en fuld ungdomsuddannelse«, hedder det i regeringsgrundlaget. Det var en sag, som regeringspartierne var rørende enige om, og som undervisningsminister Christine Antorini (S) har talt varmt for sammen med ordførere fra SF og de radikale. Siden blev fleksuddannelsen udskudt gang på gang. Den blev nævnt utallige gange som mirakelkur, hvis nogen udtrykte bekymring over, at omkring en femtedel af alle unge i dag farer vild mellem skolen og en uddannelse, som kan føre til et arbejde. Stor var skuffelsen blandt uddannelsesfolk, da regeringen langt om længe præsenterede sit udspil til en reform af erhvervsuddannelserne. Først og fremmest over, hvor få der kan få glæde af de »skræddersyede tilbud«. De afsatte beløb svarer til omkring 3 procent af en ungdomsårgang, hvilket for at blive i terminologien svarer til en skrædder i helvede, hvis ambitionen er at hjælpe de 20 procent, som tabes i dag. På den måde er fleksuddannelsen reduceret til et lille supplement til det system, som fejler så fatalt i dag. Håbet fra regeringens side er så, at skolereformen og reformen af erhvervsuddannelserne vil få flere med. Men selv i den optimistiske udlægning tager det mange år, før det slår igennem. I de år vil rigtig mange blive tabt på staldgulvet, hvis ikke de er så heldige at være udstyret med talegaver som den i krybben lagte tømrersøn. Udsatte bruges som forsøgsdyr Selv den lille gruppe udvalgte unge, som skal have glæde af fleksuddannelsen, løber ind i problemer, som kendes fra den øvrige uddannelsesindsats for udsatte unge: kassetænkning, problemer med samarbejde mellem forskellige uddannelser og selvmodsigende indhold. Kassetænkningen er en oplagt risiko, når en kommune vil sende en ung på fleksuddannelse. Uddannelsen er finansieret, så staten giver et beløb, der svarer til udgiften ved at have en ung på en erhvervsuddannelse. Skræddersyede forløb koster mere, og derfor skal kommunen også finde penge. Det er svært i en krisetid. Samme problem findes, når vi taler om tilbud som produktionsskoler, hvor eleverne ved at arbejde med praktiske fag gøres i stand til at tage en erhvervsuddannelse. Det gælder også erhvervsgrunduddannelsen, hvor unge gennem praktik hjælpes på vej. Det bliver fra årsskiftet sværere at finde virksomheder, der vil, fordi tilskuddet beskæres. Hvis det så lykkes kommune og stat at finde en pose penge til en ung, er næste skridt, at fleksuddannelsen skal sammensættes af elementer fra flere uddannelser. Den bliver også svær, for allerede i dag er de forskellige uddannelser mere konkurrenter end samarbejdspartnere. For eksempel er samarbejdet mellem erhvervsuddannelser og produktionsskoler tit præget af modsætninger. Desuden opstår diskussionen om, hvilken uddannelse der skal levere hvad og hvornår. Men selv hvis det lykkes flere forskellige uddannelsesinstitutioner at sammensætte en fleksuddannelse, er der stadig lang vej til målet. For uddannelsen skal vare to år og have et klassefællesskab, samtidig med at forløbene skal indrettes til den enkelte unge. Det lyder som en selvmodsigelse, og det er det også. Eller som det formuleres af en uddannelsesforsker: Jeg vil se det, før jeg tror det. Fra penge til organisering til udførelse kræver fleksuddannelsen tæt samarbejde med parter, som i dag har vanskeligt ved at samarbejde. Når eksperimentet samtidig skal ske med elever med de dårligste forudsætninger, er fiaskoen lige om hjørnet. Regeringen tror angiveligt på, at det kan lade sig gøre. Men jeg har endnu til gode at møde andre, der gør. Bag de selvtilfredse miner ved regeringens uddannelsespolitikere godt, at den stadig mangler at levere regeringsgrundlagets løfte om mere uddannelse til dem, der har fået mindst uddannelse. Måske bliver 2014 året, hvor det sker, men det kræver et mirakel på linje med Jesu genopstandelse.