Det må være en sælsom oplevelse at være skoleleder i København i disse dage. For nu at sige det forsigtigt. Først gentager overborgmester Frank Jensen (S) sin melding fra kommunalvalgkampens hede og siger, at skoleledere skal levere bedre resultater i forhold til elevernes trivsel, lærernes sygefravær og elevernes karakterer ved 9. klasses afgangsprøve. Leverer skolelederne ikke varerne, bliver de fyret. Få dage efter melder den nye børne- og ungeborgmester, Pia Allerslev fra Venstre, sig på banen. Hun siger, at Frank Jensen efter hendes opfattelse »render rundt og leger sherif og truer med fyringer«. Hun foreslår i stedet, at skoleledere, der gør det godt, får en bonus på 50.000 kroner om året eller mere. Den ene dag har københavnske skoleledere en revolver for tindingen. Næste dag en stabel med 50 tusindlapper viftende om næsen. Hvad skal de tro? De skiftende udmeldinger følger en national tendens, som viser, at mange kommuner er ret famlende i forhold til skoleledelse. De ved, at skolereformen står og falder med god skoleledelse. Men hvordan opnås det? Der er ingen tvivl om, at det bliver mere krævende at være skoleleder. Både skolereformen og regeringens lovindgreb efter forårets konflikt peger i den retning. Skolelederne får ansvar for at indføre længere skoledage. Samtidig skal de sammen med ledere for fritidstilbud finde en form, så skoledagen bliver mere afvekslende, ved at lærere og pædagoger samarbejder. Dertil kommer, at sidste års konflikt og regeringsindgrebet betød et farvel til lærernes arbejdstidsaftale med fast tid afsat til forberedelse. Lederne skal fremover sammen med lærerne aftale, hvor meget forberedelse forskellige undervisningsopgaver kræver, og finde en formel for, hvor meget tid lærerne skal være på skolen for at løse deres opgaver. Bliver det pistolen eller pengestakken, som vil blive brugt i København? Det er svært at anvende de to ekstremer fornuftigt. Skoleforvaltningen har hele tiden kunnet fyre dårlige skoleledere. I praksis har det vist sig at være sjældent, det sker. Det skyldes blandt andet uviljen mod så drastiske skridt i den danske administrationskultur. Og måske den administrative folkesygdom konfliktskyhed. Dertil kommer, at skoleledere har kommunale ledere. Der er ifølge skoleledere plads til forbedring i den ledelse. At en leder helst skal sende klare signaler, går igen i utallige bøger. De skiftende signaler fra to borgmestre i samme kommune øger ikke klarheden. Måske skulle sheriffen Jensen og bossen Allerslev sætte sig ved at bord og finde ud, hvilke signaler de vil sende. De bør nok lade revolver og pengestak blive hjemme. Ellers ligner det russisk roulette om skolerne i København.