Tusindvis af håbefulde unge mennesker får travlt i den kommende uge. De skal nemlig udfylde en ansøgning i håb om at komme ind på deres drømmeuddannelse. Ansøgningsfristen for ansøgere i det, som hedder kvote 2, udløber næste lørdag, og sidste år var det lidt over 50.000, som benyttede sig af den mulighed. Kvote 2 er for ansøgere, hvor sommerjob, politisk arbejde og andet tælles med og supplerer det tørre tal, som karaktergennemsnittet fra gymnasiet udgør.
Nemt er det ikke. I den kommende uge bliver der rundt omkring i landet afholdt workshops om, hvordan ansøgerne skal søge gennem optagelse.dk, og hvordan en motiveret ansøgning skal skrives.





























