Hendes visitkort viser en pige i superheltkostume foran Kongressen i Washington.
Hun er chef for en af den slags foreninger, som kun amerikanere kan finde på: The Mommy Lobby.
»Vi putter fremtiden om aftenen«, lyder mottoet, og Cindy Chafian lægger ikke skjul på, at hendes gruppe er konservativ.
»Fra det første smil om morgenen til det sidste godnatkys på panden, er det mødrene, der klarer ærterne. Men alt for mange mødre har så travlt med at løse konflikter om Legoklodser eller med at smøre madpakker, at de ikke har kræfter til at kæmpe for det, de tror på«, siger Cindy Chaffian.
Og tirsdag var det, som om hele det republikanske konvent havde meldt sig ind i The Mommy Lobby.
Dagen igennem gik republikanske kvinder på talerstolen for at bygge op til den tale, der var ventet med mest spænding, nemlig Ann Romneys anbefaling af sin mand som USA’s næste præsident.
Iført en smart orange kjole og en god portion nerver gik Ann Romney på talerstolen lidt efter klokken 22, og hun indledte stærkt:
»I aften vil jeg ikke tale om politik, jeg vil ikke tale om partier. Jeg vil tale fra mit hjerte om vores hjertesager. Jeg vil tale om kærlighed«, sagde hun og fremkaldte allerede de første klumper i halsen rundt omkring i salen.
Siden blev det lidt højstemt for nogles smag: det er simpelt hen svært at lytte til en hyldest til hårdtarbejdende enlige mødre, der smører madpakker, når man ved, hvor privilegeret et liv Ann Romney selv lever.
Ikke desto mindre ramte hun utvivlsomt en nerve i USA, hvor millioner af stærke, veluddannede kvinder går hjemme eller knokler dobbelt så hårdt for at få amerikanernes ofte hektiske familieliv til at hænge sammen.
Talen sluttede med en dybfølt opfordring til amerikanerne om at stole på Mitt Romney.
»Denne – mand – vil – ikke – svigte!«, sagde Ann Romney, inden Temptations-sangen ’My Girl’ drønede ud i den store ishockeyhal med tusindvis af tilhørere ud i højttalerne, og Mitt Romney dukede op på scenen for at kysse sin hustru som tak for anbefalingen.
»Ann er nok Mitts største aktiv. Kvinder elsker hende«, konstaterede en kvindelig republikansk bekendt, som jeg stødte på i salen.
Dagens dramatiske – og nok også komiske – højdepunkt opstod, da det republikanske konvent om eftermiddagen formelt skulle kåre Mitt Romney som partiets kandidat.
Det foregik ved, at de 50 delstater og en håndfuld territorier en for en erklærede, hvordan deres stemmer fordelte sig på de to tilbageværende kandidater, Mitt Romney og libetarianeren Ron Paul.
Det mindede mest af alt om et Melodi Grand Prix.
Det stod fra dagens begyndelse klokkeklart, at de meget entusiastiske Ron Paul-tilhængere ville gøre opmærksom på sig selv: de havde flere gange forsøgt at råbe hele salen op med deres kampråb: »Ron Paul!«.
Hver gang måtte flertallet af delegerede så forsøge at overdøve dem ved at råbe »USA! USA! USA!«.
Mitt Romneys sejr var aldrig nogensinde i tvivl, men alligevel følte partitoppen behov for at knuse Ron Paul-fløjen eftertrykkeligt, så de fik sørget for, at kun stemmer, der tilfaldt Mitt Romney blev nævnt fra talerstolen.
Et bizart optrin, der ikke har stor betydning, men som minder om, at de politiske partier i USA skal skræve over vidt forskellige fløje og derfor ikke altid fremstår så samlede og organiserede, som de ellers gerne vil give udtryk for.
Men da først aftenens talere begyndte – og de store tv-netværk begyndte at sende live fra Tampa – var roen genoprettet, og arbejdet med at appellere til de kvindelige vælgere kunne begynde.
Min egen dag begyndte med, at jeg tilfældigt stødte ind i borgmester Mia Love, som jeg for nylig havde mødt til et interview i hendes hjemstat, Utah. Det interview blev bragt i tirsdagsavisen, og på min mobiltelefon kunne jeg vise hende forsiden, hvor hun – lidt kækt – bliver kaldt »republikanernes Obama«. Det var hun vist lidt forbløffet over.
Men da hun ved 19.30-tiden gik på talerstolen beviste hun, at sammenligningen ikke var helt ved siden af: Som den første fik hun salen til at brøle i begejstring, da hun opbyggeligt talte om, hvorfor hun elsker USA.
Senere holdt South Carolinas guvernør, Nikki Haley, en fremragende tale, der mindede om, at hun kunne have været en fremragende kandidat som vicepræsident.
Men det var Ann Romneys aften – også selv om hun blev efterfulgt af den formelle hovedtaler, New Jerseys guvernør Chris Christie, der har opnået enorm popularitet med en no nonsense-stil, hvor han gerne kalder journalister og kritikere for fjolser, hvis de drister sig til at give ham modspil.
Den slags elsker de i det konservative bagland, hvor mange føler sig underkuet af en bedrevidende elite af venstreorienterede medier.
Christies tale høstede også enormt bifald. Selv havde jeg det meget vanskeligt med talen. Af flere grunde.
For det første var det lidt skørt at høre Christie insistere på, at USA har brug for en leder, der kan stå fast og ikke vige fra sine synspunkter, når man ved, at Mitt Romney netop ikke har turdet at stå fast på sine moderate holdninger på en lang række områder.
Men mest af alt skurede det i mine ører, at den stærkt overvægtige Chris Christie blev ved med at belære tilhørerne om, hvordan USA skal »se de ubehagelige kendsgerninger i øjnene«, »træffe de svære men nødvendige valg« og »have respekt for folk, der siger sandheden«.
Helt underligt blev det, da han sluttede sin tale af med at slå fast, at han til enhver tid »ville vælge respekt frem for kærlighed«.
Nu havde de mange kvinder med Ann Romney i spidsen lige stået og holdt en tale om kærlighed og brugt den til at forklare, hvorfor man godt kan elske Mitt Romney, og så sagde Christie altså det stik modsatte.
I øvrigt passer det jo ikke. Mennesker vil gerne respekteres, men de vil da hellere elskes. Det gælder også Mitt Romney.
fortsæt med at læse
