Naser Khader, p.t. folketingsmedlem for Det konservative Folkeparti, er en glad mand. I hvert fald kunne man i Jyllands-Posten i går læse, at han anser regeringens nye burka-udspil som en »enormt stor sej«. Den erklærede sejr består af tre dele. Den første er, at regeringen opfordrer til, at man rundt omkring i det offentlige system vil opfordre til at bruge gældende regler for at begrænse udbredelsen af burkaer og den beslægtede niqab. Den anden sejr er et forslag om at ændre straffelovens paragraf 260, så strafferammen for at tvinge nogen til »at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt«, fordobles til fire års fængsel. For det tredje ændres retsplejeloven, så vidner i retten ikke må bære beklædningsgenstande, der dækker ansigtet, under deres vidneafhøring. Dog kan retten undtagelsesvist tillade det. Altså: Hvad der i sommer begyndte som den konservative integrationsordførers krav om et totalforbud mod burkaer, er endt med et par justeringer og en anmodning om at overholde gældende lov. Et totalt forbud ville nemlig have været i strid med grundloven, hvilket dog ikke afskrækker Dansk Folkeparti fra på tirsdag at foreslå det en gang til. Imellemtiden undrer kommunerne sig over, hvad det hele går ud på: »Som jeg har forstået, så præciserer regeringen, at vi skal overholde lovgivningens regler. Og det er jo klart. Det er blandt andet derfor, kommunerne er sat i verden«, sagde formanden for Kommunernes Landsforening, den nordsjællandske Venstre-borgmester Erik Fabrin, således i går til Ritzaus Bureau. Regeringen vil snart holde et møde med repræsentanter for kommuner og regioner, hvor den vil opfordre til at stå fast på kravet om, at hjemmehjælpere, pædagoger, sagsbehandlere og andre offentligt ansatte viser deres ansigt. Sådan som de allerede gør det i dag. Men for nu at markere en grænse for de - eller det - undtagelsestilfælde, der måtte være. I forhold til stramningen af strafferetsplejelovene skønner formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Hanne Rahbæk, heller ikke, at der er noget større behov for Khaders ' enormt store sejr': »Jeg tvivler på, at det er en lovgivning, der vil komme i anvendelse i de næste fem-ti år«, sagde hun i Jyllands-Posten i går. Kort sagt: Regeringen er enedes om et udspil, der dels fastslår, at landets love skal overholdes. Dels indfører nogle stramninger, som Advokatrådet vurderer vil være ligegyldige i praksis. Grænser for islam Regeringens optagethed af burkaer og muslimske symboler er imidlertid ingenlunde enestående i Europa. Fra Danmark til Italien, Schweiz, Italien, Holland, Østrig og Frankrig diskuterer politikere forbud mod minareter, burkaer og andre muslimske symboler. Debatten pakkes undertiden ind som hensynet til den offentlige sikkerhed eller hensynet til muslimske kvinders frihed. Men reelt er det en regulær religionsdebat, som handler om at sætte grænser for Europas næststørste religion. For hvis man mener, at burkaen skal forbydes af sikkerhedsmæssige grunde, fordi den kan bruges til at skjule bomber eller terrorister i, så kunne man jo så vel overveje forbud mod store halstørklæder og ventekjoler. Og hvis man tænker på kvinders ligestilling, kan man spørge sig selv, om kriminalisering af kvinder, der ønsker at bære burka, egentlig er udtryk for ligestilling. Og om der måske i den henseende findes større problemer at kaste sig over, såsom handlen med tvangsprostituerede kvinder eller pornoficeringen af selv meget unge. Er ekstrem tilhylning så entydigt et større ligestillingsproblem end f. eks. pornografisk afklædning i bladene nede i kiosken? Selvfølgelig ikke. Derfor handler debatten - uanset hvad man i øvrigt mener om burkaer, niqab'er og andre bizarre former for religionsudtryk - ene og alene om at sætte grænser for islam. I Frankrig, hvor debatten lige nu er lige så ophedet som i Danmark, foregår burkadebatten i princippet inden for rammerne af en sekulær stat, hvis forfatning sondrer skarpt mellem stat og religion. Her handler det om at undgå, at det statslige rum - skoler, offentlige kontorer, hospitaler og den slags - gøres til religiøse kampzoner. Det var derfor, den franske regering tilbage i 2004 ikke blot forbød muslimske tørklæder i statslige skoler, men også andre religiøse symboler som jødiske kalotter, store synlige kors og sikhernes turbaner. Indgrebet var principielt rettet mod alle religioner, ikke bare en bestemt. For nogle dage siden gik man skridtet videre, da man helt specifikt lagde op til et forbud mod burkaerne i f. eks. de franske busser. Men også i Paris vil regeringen afstå fra et totalforbud mod burkaen. Ved - i princippet - netop at have fokuseret på alle religiøse symboler har man helt generelt sikret sig, at staten har optrådt religiøst neutralt: Den er stat for alle, uanset tro eller ikke-tro. Dronningen og burkaen I Danmark er udgangspunktet for debatten anderledes. Til forskel fra Frankrig er Danmark ikke en sekulær stat. Vi har en statsstøttet folkekirke og et undervisningssystem, der tydeligt har valgt side til fordel for den kristne tro. I Danmark ledsages den kommende forøgelse af strafferammen for at tvinge en kvinde ned i en burka af en grundlov, der nægter sin egen konge eller dronning - for mange et symbol på danskheden - retten til selv at vælge religion: »Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke«, står der i grundlovens paragraf 6, der også gælder dronninger. Derfor handler debatten i Danmark heller ikke om, hvor meget religionman kan tolerere i det offentlige billede. Den handler om, hvor meget af en bestemt religion man vil tolerere. Det giver hele islamdebatten en skævhed, der meget let kan skabe langt flere problemer, end den løser. For en ting er at sætte grænser for alle sine borgere for at få hele samfundet til at virke. En anden ting er kun at ville sætte grænser for en bestemt gruppe borgere, specielt når det sker helt konsekvent. Og når bare det at gennemføre en lovgivning, som er uden praktisk betydning, udråbes til sejr. En sejr for hvad?