Storbritanniens konservative og liberaldemokraterne skrev historie, da de sent i aftes blev enige om at danne den første britiske koalitionsregering i 70 år, og i øvrigt gjorde den 43-årige konservative David Cameron til den yngste britiske premierminister siden 1812. Men bag historieskrivningen gemmer sig også en virkelighed, der fra start vil sætte den ny regering på en hård prøve: Storbritanniens enorme budgetunderskud på 160 milliarder britiske pund eller omkring 1400 milliarder kroner. Det svarer til mere end 11 procent af det britiske bruttonationalprodukt (BNP) og skal ses i forhold til nogle af eurozonens problembørn som Grækenland og Spanien, der for i år ventes at præstere underskud på mellem ti og 12 procent. Storbritannien er muligvis hverken Grækenland eller Spanien, men som Financial Times skiver: Den ny regering sidder på et voksende gældsbjerg. Underskuddet er den ny regerings helt store udfordring og derfor er den ny regering dømt til at skulle foretage en lang række upopulære valg. Optimisterne vil derfor glæde sig over, at det skal ske under en ny flertalsregering med et komfortabelt flertal. Skeptikerne vil hefte sig ved de store spændinger, der hurtigt vil opstå mellem et konservativt bagland, der trækker mod højre, og et liberaldemokratisk bagland, der trækker mod venstre. Liberaldemokraterne har allerede tvunget de konservative til at opgive at forhøje grænsen for at betale arveafgift til en million pund eller ca 9 millioner kroner. Mange nye af den slags slag vil opstå og løbende kunne true holdbarheden af den nye koalitionsregering. I det øvrige Europa har man allerede med bekymring set på, hvordan David Cameron har slået på de euroskeptiske toner i en tid, hvor der om noget er behov for en fælles europæisk drivkraft . Dels for at redde det stærkt krisersamte europrojekt, dels for at sikre hele EU's dynamik i en tid med nye og hastigt globale magtcentre i Kina, Indien og Brasilien. Efter Europaparlamentsvalget sidste sommer trak David Cameron demonstrativt sine medlemmer ud af Europaparlamentets store kristeligt konservative gruppe, EPP, og skabte en ny gruppe kaldet Europæiske Konservative og Reformister, ECR, som de deler med deciderede nationalister fra bl. a. Polen, Tjekkiet og Letland. De britiske konservative modsatte sig også vedtagelsen af den Lissabontraktat, som nu er grundlaget for EU-samarbejdet. Efter 13 års New Labour-styre afslutter den ny koalitionsregering også den længste periode for de konservative uden for regeringsindflydelse siden det 19. århundrede. Og det vil uundgåeligt tvinge Labour til en selvransagelse, efter at nu både premierminister Tony Blair og Gordon Brown er fortid: Vil partiet fortsætte sin tredjevej-kurs, der rækker ud mod både middel- og arbejderklasse? Eller vil man i lyset af den økonomiske krise slå ind på en mere klassisk kurs? Det får vi først svar på om nogen tid.