Det er, som om Danmark først nu - mere end otte år efter at de første danske soldater blev sendt til Afghanistan - er begyndt at forholde sig til, at vi er en del af en blodig krig. Og at krigen kan være både grim og forfærdende, fordi den indebærer, at danske soldater - i overensstemmelse med deres jobbeskrivelse - slår andre mennesker ihjel. Og fordi det er en del af et job, som et folkevalgt folketingsflertal har sat dem til at udføre. Det er den nye danske Afghanistan-film ' Armadillo', der allerede før sin officielle biografpremiere i dag, har sat sindene i kog, fordi den antyder, at danske soldater måske har ' likvideret' sårede talebankrigere. Forsvaret har allerede iværksat en undersøgelse. I morgen er forsvarsminister Gitte Lillelund Bech ( V) i samråd om sagen i Folketingets Forsvarsudvalg. Alt imens selv Dansk Røde Kors har påpeget, at det faktisk ikke altid er ulovligt at dræbe selv sårede soldater, hvis de skønnes fortsat at udgøre en fare. Men det konkret hændelsesforløb skal naturligvis undersøges. Det mest opsigtsvækkende ved hele sagen kan imidlertid meget vel vise sig at være, at der skulle gå hele otte år og en biograffilm, før danskerne for alvor begyndte at forholde sig til, at vi er i krig. Og at danske soldater både dræber, sårer og spreder frygt mange tusinde kilometer væk fra hjemmet. Bevares, der har før været spredt debat om de senere års danske krigsførelse. Sagen om den tidligere efterretningsofficer Anne Mette Hommel skabte eksempelvis kortvarig debat om danske soldaters behandling af irakiske fanger. Hun endte dog med at blive pure frifundet for anklager om overgreb, og så blev der ikke rigtig talt mere om den sag. Heller ikke selv om Danmark er forblevet nær allieret med et USA, der selv efter Abu Ghraib-skandalen i Irak fortsatte med hemmelige og dybt kontroversielle fangeprogrammer i først Guantánamo og den dag i dag i Afghanistan. I den danske debat har man aldrig rigtig talt om sit eventuelle medansvar for, hvad ens nære allierede går og foretager sig. Ligesom man aldrig for alvor har forholdt sig til, at Danmark meget aktivt har støttet krige, der i Irak og Afghanistan har kostet mere end 100.000 mennesker livet - langt de fleste i Irak, men ikke kun. Civile. Børn. Elskende. Svage. Det er, som om man har lullet sig ind i forestillingen om en ædel krig, som vælgerne derfor heller aldrig er blevet tvunget til for alvor at forholde sig til. Derfor har danske politikere også kunnet kaste sig ind i en gradvis - men stadig mere mærkbar - militarisering af dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, uden at det har fremkaldt den store debat. Og derfor bliver man chokeret, når en film som ' Armadillo' nu viser, at danske soldater er del af en krig, hvor de undertiden skyder mennesker - fordi de af et folketingsflertal er blevet bedt om det. Det ville være skæbnens ironi, hvis debatten om den danske krigsførelse først kommer nu, mere end otte år efter at danske soldater første gang blev sendt til Afghanistan i forbindelse med den såkaldte operation ' Anakonda' i marts 2002. Og få måneder før en uundgåelig folketingsdebat om, hvorvidt danske soldater snart skal begynde deres tilbagetrækning. Der er imidlertid god grund til debat. For det første fordi Afghanistan-og Irakkrigene ikke har udryddet den terrortrussel imod os, som var et af formålene med det hele. Tværtimod udgår terrortruslen imod os nu ikke bare fra Afghanistan, men også fra bl. a. Pakistan, Somalia, Irak og sågar fra terrorceller i både USA og Europa. Atommagten Pakistan er i særklasse gerådet i et kaos, der hænger nært sammen med krigsførelsen i Afghanistan. For det andet fordi Afghanistan aldrig bliver det demokrati, der var visionen for den tidligere præsident George W. Bush - den danske regerings nære allierede. Tværtimod har man end ikke kunnet sikre demokratiske valg. Faktisk indebærer udsigten til en fredsaftale med Taleban, at de religiøse mørkemænd vil forblive en markant magtfaktor i Afghanistan. For det tredje fordi det heller ikke er lykkedes at komme opiumsproduktionen til livs - også det var et mål. Og for det fjerde fordi filmen ' Armadillo' er en naturligvis anledning til at diskutere, om det er i Danmarks interesse at satse så kraftigt på krig og militær i vores sikkerheds-og udenrigspolitik. Eller om vi i virkeligheden kunne opnå mere ved at overlade krigene til denne verdens store militærmagter og - som tidligere i dansk udenrigspolitik - i stedet satse på fredsopgaver. For efter otte års krig er det mest presserende spørgsmål måske slet ikke, om vi har skudt en afghaner eller to for meget. Men snarere at dét overhovedet at skyde andre mennesker er blevet en endog meget aktiv del af vores sikkerhedspolitik. Tvivlen er som bekendt en nådegave, fordi den tvinger en til at reflektere og at overveje for og imod. Manglende tvivl kan meget vel være det modsatte. Man har lullet sig ind i forestillingen om en ædel krig, som vælgerne aldrig er blevet tvunget til at forholde sig til.