Jeg mødte ham ved en tilfældighed: Det afghanske Talebanstyres tidligere viceminister for stammespørgsmål, Habibullah Mangal, skulle åbne en ceremoni i anledning af et nyt vejprojekt, som de amerikanske militærfolk, jeg er sammen med, er dybt involveret i. Habibullah Mangal. Foto: Michael Jarlner Vi er i Paktia-provinsen, der grænser op til nogle af Pakistans uregerlige stammeområder - omkring 100 kilometer fra de Tora Bora-bjerge, hvor Osama bin Laden engang gemte sig. Den 48-årige mullah indledte med en bøn. Folk kom bagefter og hilste ærbødigt på ham. Det overraskede mig at møde ham her. Mange vestlige politikere taler stadig om, hvorvidt man skal gå i dialog med Taleban eller ej. Og her sad så en tidligere Taleban-minister ved en ceremoni sammen med officerer fra intet mindre end det amerikanske militær. Et militær, der her oprettede sit første civile militærprojekt - et såkaldt Provincial Reconstruction Team - der indebærer, at militæret går ind i genopbygning. Det sker i erkendelse af, at sikkerheden er så ringe, at kun militæret kan arbejde her. Og det er en form for projekter, der nu vil blive optrappet yderligere i den kommende tid, efter at USA's præsident Obama har omdefineret den militære strategi: Nu skal man BÅDE bekæmpe Taleban militært OG vinde de almindelige afghaneres 'hjerner og hjerter'. Det er lettere sagt end gjort: Sandheden er jo, at der ofte ikke er tale om to forskellige grupper, fortæller flere amerikanske soldater: Man kan sagtens være 'almindelig' afghaner om dagen, og Talebankriger når mørket falder på. Til gengæld er mange - siger man hernede - snarere Taleban-sympatisører af økonomiske end politiske og religiøse grunde: De er afhængig af indtægterne fra salg af opium, som de religiøse Talebanere er storaftagere af. Men tilbage til Habibullah Mangal. Ifølge hans egen fortælling var han minister i det tidligere Talebanstyre fra 1999-2001. Men han brød med dem, efter terroraktionerne mod USA 11. september 2001, fordi han var lodret uenig i en politik, der så målrettet gik ud på at isolere Afghanistan internationalt - og i øvrigt agere sikker havn for terrornetværket al-Qaeda. Så nu sidder han her. Som provinsens ansvarlige for forsoning med Talebansympatisører, som man forsøger at vinde over på det vestligt støttede styres side. Mangal lægger ikke skjul på, at det er svært - og han beklager, at man fra start var mere optaget af at nedkæmpe Taleban end at få dem ind i den politiske proces. Nu forsøger han og andre at rette op på det. På landsplan har man fået fat i omkring 10.000 tidligere Talebansympatisører, hvoraf Paktia-provinsen tegner sig for 1222. Hvis 10 er udtryk for total forsoning på en skala fra 1 til 10, hvor er vi så om fem år, spørger jeg? ''På fire'', svarer Mangal: ''Vi mangler mandskab og midler til at virke gennem medierne og via projekter''. Så I vil hellere have penge til fredsprojekter end flere vestlige soldater? ''Vi er glade for, at de udenlandske soldater er her, men vi har tilstrækkelig mange af dem nu'', siger han. Hvis du ser på dit land nu - på din egen historie: Er vi i den gode eller dårlige ende? ''Jeg har to perfekte oplevelser i mit liv'', svarer Mangal: ''Den ene var min pilgrimsfærd til Mekka. Den anden var en ferie i USA, hvor man kunne bede alle steder.'' Så hvordan er situationen i dag sammenlignet med tiden under den sovjetiske invasion (1979-89)? ''Det er meget bedre nu. Folk er gladere. Jeg var selv en del af mujahedin-bevægelsen, som bekæmpede de sovjetiske besættelsesstyrker''. Hvordan så sammenlignet med tiden under Taleban-styret? ''Vi havde mere sikkerhed den gang, men jeg brød selv med styret, fordi de isolerede sig selv internationalt. Det var jeg uenig i. Jeg mente, at vi skulle samarbejde med både USA og FN. Men Taleban blev ekstremistisk. Man havde arabiske rådgivere, som vi ikke kunne slippe af med''. Sådan lyder altså Habibullah Mangals version i dag. Den må stå for hans egen regning. Men hans blotte tilstedeværelse ved en officiel ceremoni med deltagelse af både guvernør, parlamentsmedlem og amerikanske officerer, viser at man gør klogt i ikke at dele Afghanistan op i Talebanere og ikke-talebanere. Der er mange mellemtoner. Og netop de er helt afgørende at få inddraget i den politiske proces, hvis Afghanistan nogensinde skal blive stabilt.